Det er svært ikke at være skeptisk, når et band, der ikke har spillet sammen i næsten et helt årti, pludselig finder sammen igen og udgiver en ny plade. Nogle gange er det et glædeligt gensyn - for eksempel er Massive Attacks seneste plade fremragende. Andre gange er udfaldet knap så heldigt.
Det starter godt for Skunk Anansie. Selvom alle medlemmerne har rundet 40 år, er der ingen tegn på metaltræthed eller slidgigt i åbningsnummeret God Loves Only You, der både viser overskud og har en passende vred guitar, og med linjer som "Your God Loves Only You" er det svært ikke at tolke den som en frustreret kommentar til meningsløse religiøse konflikter og fanatikere.
Desværre går det hurtigt ned af bakke. De fleste af de resterende numre er halvkedelige rockballader, der udover en skiftende dosis af "rock"-delen stort set alle er skåret over samme skabelon. Lyrisk bevæger vi os mest i temaerne "du er den bedste i verden, og jeg elsker dig" eller "du er den værste i verden, og det er noget lort at jeg elsker dig", og det bliver aldrig rigtig for alvor interessant.
Vi får stadig rimelig portion tråd i numre som My Ugly Boy, Feeling the Itch og den let punkede It Doesn't Matter, men det er ikke helt nok. Det virker for tilforladeligt. Skins stemme lyder også svagere, end jeg husker den fra tidligere bedrifter.
Skunk Anansie har tidligere vist at de kan skrive gribende ballader med numre som Hedonism og Secretly, men inspirationen har tilsyneladende manglet denne gang. Det nærmeste de kommer er på You Saved Me, hvor bandet uden tvivl har prøvet at ramme samme stemning, men den virker bare for kalkuleret.
Så når Wonderlustre er slut, sidder jeg tilbage med en lidt tom følelse, og kan ikke lade være med at undre mig over, præcis hvad der fik Skunk Anansie til at lave denne plade. Det kan ikke have været en følelse af kunstnerisk nødvendighed. Dertil føles den alt for ligegyldig. Det er ikke fordi sangene er dårlige, men når man tænker på hvad bandet før har præsteret, så skuffer dette udspil altså. Skunk Anansie anno 2010 lyder for lidt som nogen man headbangede til i sine unge dage og for meget som alle andre rockbands der er oppe i alderen. De er blevet kedelige.