Det danske rockband The Blue Van har de seneste år haft god vind i sejlene. De har turneret i det meste af Europa, været på kongeligt besøg i Vietnam og for nylig fik de massiv omtale (og sikkert også en god sjat penge) for at være med i reklamefilmen for Apples iPad.
The Blue Van starter deres seneste udspil, Love Shot, i højt tempo med den herligt indiepoppede Mama's Boy. Men denne poppede lyd er ikke karakteristisk for resten af pladen. For The Blue Van spiller Rock N Roll.
Nogle gange tung, nogle gange mere poppet, men altid Rock N Roll, og oftest uden alt for mange dikkedarer. Bandet skifter fra det poppede udtryk, som eksempelvis Fame and Glory og singlen Love Shot, som du med sikkerhed har hørt på P3, til den tunge Woman of the Wrong Kind.
Lyden vidner om et band, der har spillet sammen længe, hvilket ikke er helt tilfældigt, for Love Shot er bandets fjerde album. De spiller med en utrolig sikkerhed og rutine, som gør dem til en fornøjelse at lytte til. Desværre bliver det også en kende for sikkert. Det virker, som om bandet på nogle af sangene er bange for at give helt los, og eksperimentere i de forskellige retninger. Til gengæld er det forfriskende, i en tid, hvor dansk rockmusik virker til at være domineret af afdæmpede, indadvendte indiebands, at se et dansk band, der giver den gas. For det gør The Blue Van. Og de gør det godt.
Om man lytter til Love Shot, Run to the Sun, eller Loser Takes it All, er bandets fjerde udspil en bundsolid rockplade, som tydeligt viser, at The Blue Van er mere end blot hype og iPad-reklamer.