Men hvis man nøjes med at lytte til musikken i stedet for at stirre på det obligatorisk lilla/sort-farvede pladecover, så opdager man hurtigt, at Fødselsdagsmassakren har fundet sig en god lille niche, som fortjener større opmærksomhed end de hidtil har fået på disse breddegrader: En blanding af tung guitar, atmosfæriske keyboards og, når det fungerer bedst, eminent velskrevne popmelodier.
Pins And Needles er deres tredje udspil, og formularen er ved at krystallisere sig. Det første album (Violet) lagde bunden, men plagierede sig frem til de største hits ved nærmest direkte at hugge velfungerende elementer fra kilder som Gary Numan og Smashing Pumpkins. Det andet album (Walking With Strangers) fik produktionsværdierne i vejret, sandsynligvis fordi Massakren fik lokket Skinny Puppy-alumni Dave 'Rave' Ogilvie bag mixerpulten, men sangskriverniveauet var endnu ikke til det, så der var reelt kun to sange, der var værd at høre på.
Nu er det så nummer tre, det gælder, og sangskriverniveauet har endelig nået et punkt hvor jeg ikke længere behøver arkivere Massakren i "guilty pleasure"-kategorien. Der er endelig fundet en balance mellem de über-nuttede pop-melodier, Chibis behageligt anonyme lille-pige-vokal, og de insisterende simple, men fængende keyboard-linjer, der virker uden at det lyder som om, de prøver for hårdt.
Desværre er der også tegn på, at Massakren nu er nødt til at udvide formularen for ikke at gå i tomgang. Og tomgang er lige præcis hvad der præger et mindretal af skæringer på Pins And Needles. Hvor sange som Midnight, Control og Shallow Grave vinder på en automatisk ørehængende melodi og et catchy hook, så gør numre som balladen Pale og pladens første single In The Dark deres bedste uden at virke helt overbevisende, og throw-away numre som Sideways og Two Hearts falder simpelthen fladt på røven af kedsommelighed.
Og Massakren har desperat brug for at have et es i ærmet hver gang, fordi de har opbygget en særdeles snæver formular omkring deres musikskrivning, der ikke efterlader plads til særligt meget variation. Der er kun plads til to vers, et omkvæd og et breakdown i halvt tempo i samtlige sange, der i øvrigt sjældent sniger sig over de 4 minutters varighed. Og det ender til sidst med, at numrene begynder at lyde meget ens, specielt hvis man ikke har hjerte for de nuttede pop-melodier. Som decideret "rock band" har Massakren et par tricks i ærmet, men det er helt klart ikke dér, deres force findes.
Den største anke er Chibis gotiske tekstunivers, der desværre får lidt for meget plads i lydbilledet i denne omgang, og det endda specielt på titelnummeret. På de forrige plader, og på denne plades bedst fungerende numre, er hendes by-the-numbers goth-romantiske dagbogsindlæg godt skjult i mixet, og man glemte helt at høre efter når pigebarnet så så ubehjælpeligt danseglad ud på scenen. Det var bare en del af den større melodiske pakke. Her får de desværre lidt for meget spillerum, og specielt titelnummeret (med alt for letkøbte rim som "feels like pins and needles in my heart / I can feel it tearing me apart") krummer tæer.
Titelnummeret er i øvrigt et kapitel for sig selv, fordi det lyder som et desperat forsøg på at genskabe den nær-mesterlige sang Red Stars fra forrige album (Walking With Strangers), men på trods af et godt guitar-riff falder den meget ucharmerende over sine egne ambitioner.
Birthday Massacre er ved at have nået til det punkt hvor de er nødt til at eksperimentere lidt for ikke at blive fanget i den evindelige autopilot. Når det fungerer bedst er der eminent samspil mellem den unådigt tunge guitar og den gode melodi. Det gør det for eksempel på skæringen Sleepwalking, som nok er den bedste på skiven, og man undres over hvorfor den er blevet smidt helt ned som det næstsidste nummer på tracklisten.
Det er god pop, og det er klart deres bedste udspil til dato. Nu må vi håbe, at de modsætter sig fristelsen til at hvile på laurbærrene og giver den en skalle på overraskeren næste gang.