Skip to main content

Trent Reznor & Atticus Ross - The Social Network

Manden bag Nine Inch Nails og hans ven Atticus går sammen om et nyt projekt. Rasmus lytter med...
Rasmus Lund-Hansen 7 oktober 2010

Mørkemanden Trent Reznor har en lang og gloværdig karriere på samvittigheden. Han er den ubestridte konge af industrial rock, en pioner inden for digital distribution af musik, og nu kan han også skrive filmkomponist på CV'et. For nu hvor Nine Inch Nails efter sidste års afskedsturne er lagt på hylden på ubestemt tid, har Reznor fået tid til andre projekter. Et af dem er at skrive musik til David Finchers film The Social Network, der fortæller den næsten sande historie om folkene bag Facebook.

Fincher og Reznor har arbejdet sammen før - blandt andet blev et af NIN's numre brugt i Seven, og Fincher instruerede videoen til NIN's sang Only. Men det er første gang at de er gået sammen om et projekt i denne størrelsesorden. Reznor har hevet sin langvarige legekammerat Atticus Ross med ombord, og selvom musik til en film om Facebook på papiret måske ikke lyder videre interessant, så er de to herres musikalske udfoldelser ikke mindre end fremragende.

Fra første sekund oser musikken af en stemning så tyk, at man nærmest kan skære i den. Udtryksmæssigt bevæger vi os i spændingsfeltet mellem samplere, synthesizere og godt gammeldags klaver, mens der dukker en enkelt dronende guitar op hist og her. Der trækkes tråde tilbage til Nine Inch Nails-plader som den ligeledes instrumentale Ghosts I-IV og fan-favoritten The Fragile, men musikalsk stikker den også i nye retninger. Lyden er mere elektronisk end Reznors tidligere værker, der er lagt mere vægt på synthesizer-riffs og flader, og nostalgiske spilfans skal nok blive varme om hjertet, når de hører den heftige brug af Commodore 64-baserede synths.

Som sagt er lyden meget elektronisk og computer-agtig, hvilket egentlig er oplagt når man tager filmens emne i betragtning. Men tag ikke fejl, her er ingen dumme gimmicks, og denne plade kan sagtens stå på egne ben (i skrivende stund har filmen ikke engang haft premiere herhjemme endnu). Soundtracket til The Social Network er et flot og stemningsfyldt album, og den perfekte lydside til en grå regnvejrsdag eller en sen nattetime.

Reznor har iøvrigt lagt fem numre fra pladen ud på nettet til fri afbenyttelse. Hent den fra Nullco.com/tsn, hvis du endnu ikke er overbevist.

Fuld profil 10.097 udgivne artikler
Hvorfor stole på Gamereactor
23 Udgaver Hver med sin egen redaktion og sine egne karakterer.
1998 Udgiver siden Uafhængigt ejet hele vejen.
100% Hands-on Skrevet ud fra tid med spillet, aldrig pressemateriale.
1–10 Netværksscore Hver udgaves karakter, sammenlagt og vist.