Engelske Anna Calvi er et af de nye stjerneskud i den britiske musikverden. Sidste år blev hun valgt som en af BBC's "Sound of 2011", som er en liste over 15 nye navne, der er værd at holde øje med i 2011. Hun bliver sammenlignet med navne som Nina Simone og Maria Callas, men man kan også høre lidt Shirley Manson fra Garbage og Jeff Buckley i hendes lyd. Og hendes lyd er en ret unik en af slagsen. Egentlig er den ret klassisk: Calvi på vokal og guitar med en trommeslager og en bassist i baggrunden. Men tilgangen til den opsætning er minimalistisk og ligner ikke meget andet for tiden.
Når man skærer helt ind til benet, er Anna Calvis selvbetitlede debutplade pop i den klassiske forstand. Men to ting gør, at Calvi skiller sig ud fra mængden: hendes stemme og hendes måde at spille guitar på. Hvis vi starter med det sidste, så er vi efterhånden vant til at blive oversvømmet med den klassiske "pige med akustisk guitar"-type. Ikke, at der er noget galt med den type, men de har en tendens til at ligne hinanden. Den type har også oftest en meget speciel måde at synge "pige-møder-dreng"-sangene på. Igen, der er ikke noget galt med den slags sange, men de bliver altså lidt ensformige.
Derfor er det befriende at høre en sangerinde/guitarist som Anna Calvi, der formår at bryde normerne for genren. Hendes guitarspil veksler fra diskret fingerspil til store akkorder. Hendes stemme er dramatisk, uden at blive overdramatisk, og frem for alt lyder den ægte, og ærlig. Stemningen på pladen er mere effektiv end noget, jeg har hørt længe, og er næsten som skabt til en råkold januar-dag. Allerede fra andet nummer, No More Words, er det klart, at det er et talent af de større, vi har fat i. Et andet af højdepunkterne er det næsten James Bond-agtige Suzanne and I. Men pladens store styrke er dens evne til at fremstå som en helhed, frem for en samling tilfældige numre.
Det hele er desværre ikke rosenrødt, selvom det er tæt på. Det, der kan holde Anna Calvi fra et gennembrud i bredere forstand er, at det er svært at finde hittet på hendes debut. Det nærmeste, vi kommer, er up-tempo nummeret Blackout, der med brede guitarflader og fængende omkvæd er det umiddelbart mest tilgængelige nummer på pladen. Så selvom Calvi kan blive stor i 2011, bliver det nok ikke til det helt store folkelige gennembrud.
Men det er nærmest også det eneste sted, man kan finde noget at brokke sig over på pladen. Det er en usvigelig sikker debut, der tyder rigtig godt for fremtiden. Kan du lide ærlig popmusik med store følelser og fantastisk stemning, burde du tage dig tid til at lade Anna Calvi kravle ind under huden på dig.