King of Limbs er Radioheads ottende studiealbum. Det er egentlig allerede blevet udgivet som download, men nu har Thom Yorke og hans kumpaner bestemt sig for, at vi også fortjener en "rigtig" cd-release. Bandet debuterede i 1992 med udgivelsen af kæmpehittet Creep, der blev fulgt op af debutpladen Pablo Honey. Sidenhen er det så blevet til en god håndfuld plader, og King of Limbs er altså den ottende fra de engelske radiohoveders hænder. Og der er i den grad sket noget, siden Radiohead i midten af 90'erne fik det meget lidt smigrende tilnavn "Nirvana light", der er tydeligt allerede fra første nummer.
King of Limbs er nemlig en meget bastung, elektronisk affære, og der er langt til de larmende guitarer fra 90'erne. Det er i stedet afdæmpede, næsten mediterende, elektroniske toner, der møder os på pladen. Ikke ulig den stil, som James Blake lagde for dagen på sin debut tidligere i år. Det klæder bandet godt, og det er under alle omstændigheder en ny retning for dem. Sangene bliver mere end nogensinde før båret af Thom Yorkes følelsesladede stemme, der som sædvanlig er lige ved at kamme over i det klagende. King of Limbs er blevet indspillet "on and off" i løbet af et års tid, men på trods af det er den overraskende helstøbt.
Niveauet bliver holdt hele vejen igennem, og pladen skal næsten høres fra ende til anden, før den rigtigt giver mening. Numre som Codex og afslutteren Separator gør det utrolig godt og skaber en behagelig stemning, og Thom Yorkes stemme er simpelthen fantastisk. Men King of Limbs er altså ikke noget mesterværk. Det er en udmærket plade, som man sagtens kan nyde, men jeg har svært ved at forestille mig, at jeg finder den frem om en måned. Sangene hænger ikke rigtig fast, og jeg oplevede ikke på noget tidspunkt virkelig at blive fanget af et nummer, selvom de alle sammen er fine og holder et fint niveau. De er lidt for indadvendte og ender simpelthen med at tage turen ind af det ene øre og ud af det andet. Det er ikke fordi numrene er dårlige som sådan, de mangler bare et eller andet, som jeg ikke kan sætte min finger på.
Derfor har jeg svært ved, på trods af dens mange kvaliteter, at anbefale King of Limbs til andre end Radioheads største fans. Selvom den rummer masser af nye ideer og er et glimrende forsøg på at føre bandet et nyt sted hen, ender den langt de fleste steder med at være så afdæmpet, at den næsten går i stå. Det er fint med nye tanker, det kan jeg kun erklære mig fan af. Det er bare ikke spændende nok.