Lady Gaga debuterede i 2008 med pladen The Fame, som året efter blev genudgivet under navnet The Fame Monster med nogle ekstra sange. Pladen og dens tilhørende singler buldrede ind på hitlister verden over, og siden har mange af hendes kolleger forsøgt, med skiftende held, at efterligne hendes tunge, elektroniske lyd. Derudover har hun gentagende gange skabt stor omtale omkring sig selv ved at lave kontroversielle videoer, kæmpehits, eller simpelthen ved at tage en kjole af kød på. Tidligere i år kom hendes nye single, Born This Way, og nu er det så tid til en ny plade fra Gaga, der har fået samme titel som singlen. Den er skrevet lige til dansegulvet, og den får ikke får lidt.
Allerede fra åbneren, Marry the Night, ligger stilen klar. Det er popmusik med fuld gas på alle kanaler, der er skrevet med et formål i tankerne: Hits. Fra Madonna-hyldesten Born This Way over andensinglen Judas til den glimrende Yoü and I, beviser Lady Gaga om ikke andet at hun i hvert fald formår at skrue en popsang sammen, der ikke er til at komme udenom. The Fame kastede otte singler af sig, og tre af dem gik nummer et herhjemme. Hvorvidt det også bliver til otte denne gang er svært at sige, men det virker til at alle sangene er skrevet til det. Det er der som sådan ikke noget galt med, men det bliver altså lidt anstrengende, når samtlige numre på en plade gør opmærksom på sig selv på samme måde som et hyperaktivt barn. Det er sjovt de første 20 minutter, men efter det bliver man altså lidt træt i hovedet.
På den anden side er det sådan set også Born This Ways store styrke. For uanset hvor man starter pladen, starter pop-festen. Det gør den meget nem at samle op, høre i et par numre, og så skifte videre. Eller endnu bedre, høre de fem-seks oplagte hits i løbet af en aften på et diskotek. Det er nemlig der, Lady Gagas seneste udspil nok kommer til at gøre sig allerbedst. For når man sætter sig og hører hele pladen i hele dens 17 (hvis man ikke tæller specialudgavens remixes med) nummer-længde, begynder svaghederne at træde lidt for langt frem. Numrene er skåret ret meget over samme opskrift, og nogle af dem lyder decideret af genbrug. Og selvom der er højdepunkter, er der også en del fyldnumre, og et par deciderede stinkere.
Som eksempel på det sidste kan man pege på Americano, der med sin påtagede grisefeststemning sikkert er sjov på diskoteket klokken to om natten, men bare er belastende i de fleste andre sammenhænge. Der er også Scheisse, som byder på et utroligt belastende euro-dancebeat og vrøvletysk. Den er ganske enkelt skide irriterende. Heldigvis har Born This Way også gode sider. Yoü and I er pladens store højdepunkt, men også et nummer som Hair beviser, at Lady Gaga stadig har noget nyt og lækkert at diske op med. Når hun er bedst, er Gaga bestemt værd at lytte til, men når hun er dårligst, får man mest af alt lyst til at tyre skiven ud af vinduet. Det skyldes måske primært, at de næsten to timer, pladen varer i sin specialudgave, bliver meget lange, når numrene er så ens som de er.
Born This Way er endt som en lidt skuffende opfølger til The Fame. Det virker desværre lidt som om Lady Gaga allerede er begyndt at gå død, og selvom Born This Way har sine lyse øjeblikke, går der for meget tomgang og tramp i den for det meste. Det er synd, for hun har et talent, der er svært at komme udenom. Det kunne bare være rart at se det lidt mere.