Skip to main content

Klak Tik - Must We Find A Winner

Bo lytter til dansk indie med base i London, og finder de store gloser frem.
Bo Nørgaard 12 juni 2011

Danske Klak Tik er et projekt, som det danske multi-talent Søren Bonke har søsat. Bonke bor i London, og laver, udover Klak Tik, musik til film. Klak Tik har fået navn efter regnens sprog. Jeg ved det godt, det bliver lidt langhåret nu, men stick with me. Bonke Har indspillet de fleste af instrumenterne på Klak Tiks debutplade, der hedder Must We Find a Winner, men med sig har han også Matt Mitchinson og John Beyer. Senest har bandet fået 9/10 i det store engelske musikmagasin NME, og bandet har også spillet flere koncerter i England.

Og det er der sådan set god grund til. Must We Find a Winner er nemlig noget så sjældent som en gennemført dejlig plade. Fra første færd, i det her tilfælde The 2nd Wave is Sometimes Bigger, breder der sig nemlig en lækker, afslappet stemning fra anlægget, som fortsætter i en lille times tid. Klak Tik er ikke et af de bands, der buldrer ud af højttalerne fra første færd. Det er mere et af de bands, man lige skal bruge lidt tid på at lære at kende. I samme åndedræt skal det nok nævnes, at bandet måske heller ikke er det mest lettilgængelige i verden. Derfor er der nok også nogen, der bliver skræmt væk af bandets lidt indadvendte lyd.

Men dem, der holder ved, får sig en lille lækkerbisken. Numre som I Am Your Memory, Tomme Domme og Driverless Train to Expo er en fornøjelse at lytte til, og pladen vokser med hver gennemlytning. I Klak Tiks pressemeddelelse står der, at bandet appellerer til fans af det ældste Radiohead og Sufjan Stevens. Det er ikke helt skudt ved siden af, i hvert fald besidder Klak Tik mange af de bands' kvaliteter, og Søren Bonkes stemme minder faktisk en del om Thom Yorkes. Det eneste negative, jeg kan finde på at sige om Must We Find A Winner er, at det nok ikke er en plade, der kommer til at sælge i tusindvis. Men ikke desto mindre er det årets indtil videre mest positive overraskelse, og jeg vil anbefale alle med hang til lækker indie-pop at give Klak Tik et lyt.

Fuld profil 75 udgivne artikler
Hvorfor stole på Gamereactor
23 Udgaver Hver med sin egen redaktion og sine egne karakterer.
1998 Udgiver siden Uafhængigt ejet hele vejen.
100% Hands-on Skrevet ud fra tid med spillet, aldrig pressemateriale.
1–10 Netværksscore Hver udgaves karakter, sammenlagt og vist.