Det kan ved første øjekast virke som noget af et overflødighedshorn at sidde med et nyt album med 38 numre. 'Format' fra Pet Shop Boys er nu - på godt og ondt - heller ikke noget helt almindeligt album. Der er tale om en samling af diverse single-B-sider og ekstra-numre, som Neil Tennant og Chris Lowe har udgivet mellem 1996 og 2009. Spøjst i øvrigt, at CD-alderen endnu ikke har overhalet begrebet B-side.
'Format' starter nu ellers så flot og monumentalt med 'The Truck Driver And His Mate', et nummer, der er skåret på så klare og skarpe beats, at det kunne have være en A-side. De næste par numre holder et nogenlunde lige så højt niveau, men derefter melder problemet med en udgivelse på 38 numre sig. Der går simpelthen for meget fyld og ligegyldighed i de numre, der er med, lidt for meget muzak, som var det beregnet til at få mig til at købe flere frosne ærter.
Der ligger et særligt køligt vemod over hovedparten af numrene. Et lydbillede, der på den ene side med et flygtigt øre kan lyde sterilt og mekanisk - men som ved nærmere gennemlytning kan rumme fornemme, storladne orkester- og kor-arrangementer - eller et klassisk synth-pop-drive som i 'How I Learned To Hate Rock'n'Roll'. Om man deler dét udsagn, vil jeg lade være helt op til læseren. En alternativ indspilning af 'Discoteca' føjer ikke meget nyt til originalen. 'Confidential (Demo for Tina Turner)' savner bid og skarphed, måske netop fordi det er en demo. Til gengæld kommer pulsen op i tempo til 'The Boy Who Couldn't Keep His Clothes On', der dog har det det meste af sin appel i en spøjs titel, der desværre ikke kan overdøve en lidt for rutinepræget mekanisk bund.
Når det er sagt, så er der faktisk omkring et par håndfulde ganske glimrende numre, også ud over åbningsnummeret. Instrumental-nummeret 'In The Night 1995' kan på den ene side ses som en gennemført stiløvelse i Pet Shop Boys' lyd-æstetik, men det trækker samtidig i retning af Jean-Michel Jarre storladne koncerter og arrangementer. Lydbilledet i 'Delusions of Grandeur' binder det hurtige beat sammen med et flot - men måske syntetisk - korarrangement. Teksten i 'Screaming' fortæller i uptempo-beat om det at være besat af et andet menneske på afstand. Og så er der ikke mindst det drømmende drive i 'Sexy Northener'. Nærmest overrumplende bliver 'I Didn't Get Where I Am Today', hvor rytmeguitaren og arrangementet i øvrigt trækker grundigt i land på det tidligere udsagn om at hade rock'n'roll.
Teksterne er sine steder reduceret til blot at være en del af det velkendte synthesizer-lydtapet, mens der i duoen 'In Private', som Elton John medvirker på, er en helt anderledes tyngde. En tekst, der handler om at være fanget i skabet med kone og børn - og om at være ham, der står uden for og er forelsket i ham, der er fanget.
Et mere kritisk syn på de numre, der skulle med på albummet, havde helt sikker bidraget til et mere helstøbt album - og dermed som en bedre appetitvækker for det nye album, som duoen er i færd med at optage i Los Angeles. Som det står nu med 38 numre, skal der lidt for ofte skiftes nummer for at komme forbi fyldet.