Madonna formår endnu en gang at skabe røre og stor opmærksomhed. Hendes nye cd MDNA har langt hen ad vejen en fængende og tidssvarende lyd. Men måske er hun ved at være nået dértil, hvor helhedsindtrykket er præget af hule effekter smurt i brede strøg hen over en anstrengt stemme.
Girl Gone Wild åbner med lige præcis de fængende beats, der kan fylde et dansegulv. Den bliver hængende i hovedet, men er når alt kommer til alt baseret på en lettere steril lydcollage, der ikke lægger den rette bund under stemmen.
Gang Bang, I'm Addicted, Turn Up The Radio, Give Me All Your Lovin og I Don't Give A F*** er nok numre, der er tidssvarende i mix og elektroniske instrumenter. Men det lyder flere steder som numrene er tænkt i retning af mere jordnær, klassisk pop, mens de i den endelige udgave har fået en mere ungdommelig samt ikke mindst hitliste- og dansevenlig indpakning.
Til gengæld viser numre som Superstar, Love Spent, Masterpiece og Beautiful Killer, at Madonna fortsat har fin sans for det gedigne pop-nummer, der hurtigt sniger sig ind i underbevidstheden på dem, der lytter. Forbavsende hurtigt må man ta' sig selv i at nynne med eller vippe i takt med fødderne.
MDNA er alt i alt en lidt rodet affære, hvor moderne techno-produktioner alt or ofte overdøver en stemme, der lyder som om den har mere på hjerte end de syntetiske beats og trommemaskiner giver plads til. Det er i hvert fald først og fremme i balladerne og de klassiske pop-numre Madonna kommer mest til sin ret - og så lægger man måske netop mærke til, at hun i grunden ikke er så toneangivende mere, som indpakningen ellers skulle give indtryk af.