EA har ganske diskret annonceret at Battlefield 4 er på vej, og at der kommer en beta af spillet inden for en overskuelig fremtid. Det sker i den seneste trailer for Medal of Honor: Warfighter, der omhandler spillets multiplayer-del, og byder på kommentarer fra udviklerne. Her sluttes der af med beskeden om, at man kan få adgang til Battlefield 4-betaen hvis man forudbestiller Warfighter.
Denne slags diskrete annoncering af Battlefield-spil er ved at udvikle sig til lidt af en tradition for EA. Den første officielle udmelding om Battlefield 3 blev nemlig lavet på lignende vis i sin tid - forudbestilte man det forrige Medal of Honor fik man nemlig også adgang til Battlefield 3-betaen.
Dengang som nu var der heller ingen konkrete oplysninger om det næste Battlefield-spil, andet end navnet. EA har dog bekræftet i en pressemeddelelse, at Battlefield 4-betaen forventes at blive skudt i gang i efteråret 2013. Hvad håber I på af godter i denne omgang?