Titanfall-betaen har ikke engang kørt i en uge, og alligevel er de første snydere og hacks allerede begyndt at vise deres grimme fjæs i PC-versionen af spillet. Det opdagede undertegnede ved selvsyn i går aftes, da flere modspillere pludselig var i stand til at bevæge sig med hastigheder, der ville gøre Pindsvinet Sonic ør og rundtosset.
Heldigvis havde vi Fraps ved hånden, så vi kunne videodokumentere de nederdrægtige fuskere. Billedhastigheden i videoen er lidt noget bras (vi ville hellere tage synderen på fersk gerning end pille ved videoindstillinger), men man kan stadig se, at noget er helt galt.