Sackboys nye venner i Little Big Planet 3, såvel som bagudkompatibilitet med gammelt brugerskabt indhold er blot nogle af de emner, vi kommer ind på, når vi taler med community manager Sarah Wellock fra Sony Xdev.
"Det giver helt nye muligheder for puzzles og samarbejde i spillet", siger Wellock om de tre nye venner, Sackboy får selskab af i spillet. "Det giver også nogle helt nye muligheder for det kreative community".
"Det, vi hele tiden har villet sikre, er at det kreative community kan tage de nye figurer og lave nye baner, men også hoppe ind i de gamle baner som Oddsock og Swoop. Der vil selvfølgelig være nogle baner, der ikke er designet til dem, fordi de er nye. Det vil ikke altid være et perfekt match, men man kan altid gå tilbage og ændre på de baner og genskabe dem. Og jeg tror vi kommer til at se en byge af baner til de nye figurer, men også at folk går tilbage til deres gamle baner og tænker, 'hvis jeg sætter en tung fjeder her, kan Toggle komme derhen'".