Blizzard har som lovet sat dato på den næste World of Warcraft-udvidelse, Warlords of Draenor. Den lander 10 dage før spillets 10 års jubilæum, nemlig den 13. november 2014.
Datoen blev afsløret samtidigt med udvidelsens introfilm, der i vanlig Blizzard-stil var dybt, dybt imponerende. Du kan se den lige her.
Udover afsløringen af datoen var der også andre nyheder. Blandt andet fortalte lead designer Ian Hazzikostas, at Blizzard som optakt til lanceringen vil åbne for første halvdel af det nye Upper Blackrock Spire-dungeon. Denne level 90-udgave af dungeon'et vil være åben i begrænset tid, og være med til at skyde historien i Warlords of Draenor i gang. Når først udvidelsen er udkommet, lukker den midlertidige udgave af UBRS, og bliver erstattet af den endelige, fulde level 100-udgave af dungeon'et.