Det første Steel Battalion var et på alle måder tosset spil. Spil, hvor man styrer en stor kamprobot eller Mech, er der mange af, men de færreste er som det her. Det krævede nemlig en ganske særlig controller (og spillet blev kun solgt sammen med den), der blandt andet havde to joysticks og næsten 40 knapper, der blandt andet skulle bruges til en involveret opstartsprocedure, og en knap til katapultsædet - nåede man ikke at skyde sig ud, inden ens skadede mech sprang i luften, slettede spillet ens savegame.
Derfor var begejstringen stor, da udviklerne afslørede efterfølgeren, Heavy Armor, til Xbox 360. Det droppede den massive controller til fordel for den almindelige controller og Kinect - så man i stedet skulle forestille sig at trække i store håndtag og lave andre gestikulerende inputs. Det her, sagde stemningen og hypen, kunne blive spillet, der for alvor viste hvad Kinect kunne bruges til.
Og det gjorde det også. Desværre viste det sig hurtigt, at Kinect ikke kunne bruges til ret meget, og gestus-styringen var både forvirrende og fungerede langt fra optimalt. I stedet for at være spillet, der skulle bevise Kinects værd, cementerede det alle Kinects mangler. Øv.