Skip to main content
Gamereactor Hardware Dell Ultrasharp 34 U3415W
Hardware

Dell Ultrasharp 34 U3415W

Dell har leveret et mesterstykke af en computerskærm, og Gamereactor's egen Kim Olsen har kigget nærmere på dyret.
Kim Olsen 28 september 2015

IPS-displays har været det nye sort de sidste par år, og det er lidt underligt for en teknologi, der snart har tyve års jubilæum. Men det ændrer ikke på, at IPS-skærme ofte er synonym med god billedkvalitet, farvegengivelse og kontrast.

Dell har taget det hele på et mindre overdrev, og med UltraSharp 34, lavet en curved skærm på hele 34" ved brug af IPS-panel. Markedet til denne form for skærme som udgangspunkt primært digital produktion, men IPS-paneler er efterhånden så hurtige, at de også er ganske egnede til gaming.

Hvad er det der IPS?
IPS forbinder de fleste nok med tablets og virkelig gode skærme til bærbare, men udover at der er mange typer af IPS-paneler, så er det faktisk lidt mere teknisk end det behøver at være.

Dell Ultrasharp 34 er en såkaldt IPS TFT LCD med LED-baggrundbelysning. IPS står for In-plane Switching, hvilket betyder at krystalmolekylerne i LCD-displayet er arrangeret parallelt med glaspladen i displayet, TFT står for Thin Film Transitor, hvilket ekstremt forenklet betyder at displayet er aktivt, altså at hver enkel prik på skærmen styres individuelt, i stedet for at man styre en hel række af gangen. LCD står for Liquid Colour Display, altså at man har brugt et tyndt display af flydende krystaller til skærmen. Det er også forklaringen på, at der står LED - Light Emitting Diode, for sådan nogle krystaller kan ikke lyse selv, men skal have lys på bagsiden for at kunne vise noget som helst.

Totalt forvirret? Det gør ikke noget. Det betyder bare at det er et meget avanceret LCD-panel, der overvinder mange af de ulemper som de tidlige LCD-paneler havde. I praksis betyder det, at et moderne IPS-panel har en forbedret betragtningsvinkel, men mere væsentligt en farvedybe- og gengivelse, der er svært at matche, ingen ghosting, godt sortniveau, lysgengivelse og ikke mindst et meget høj kontrastniveau.

Man kan så undre sig over, at der bruges en teknologi der er tyve år gammel, men det skyldes sandsynligvis, at man først inden for de sidste fem års tid har kunne få has på IPS-panelernes store ulempe, nemlig en langsom responstid. Den er efterhånden kommet ned på de ganske acceptable 5 ms, og selvom at mere hardcore FPS-folk vil mene at det gør en stor forskel, så synes der at være evidens for, at opdateringshastighed og skærmens input-lag reelt betyder væsentligt mere, især med tanke på at reaktionstiden for selv de hurtigste mennesker ligger over 100 millisekunder.

Opløsningen er WQHD, eller 4x720p, eller bare 3440x1440p. Det er en del, og ikke alle programmer og spil understøtter dette. Her strækkes billedet blot, og det fungerer overraskende godt. Den buede form giver en svag panoramaeffekt, der, kombineret med skærmens brede, gør at man hurtigt opnår en totalomsluttende billedoplevelse - her taler Dell's marketingsmateriale ganske korrekt, og det er også ret vanedannende. Opdateringshastigheden er 60hz hvilket er standard for IPS paneler, og generelt i denne størrelse. Det kan fås bedre, men kommer også med en dertilhørende prisforøgelse.

Prisen står til 6.473,- hos visse forhandlere. Taget i betragtning af at der er tale om en 34" 21:9 skærm med IPS-panel er det faktisk en helt ok pris. I den her størrelse kan man forhåbentligt også "nøjes" med 1440p, for en 4K skærm i den her størrelse løber op i små 100.000,- hårdt beskattede danske kroner.

Med i prisen er også en treårig garanti mod "bright pixels", som i modsætning til en død pixel er en pixel der konstant lyser op. For "rigtigt" døde pixels, altså hvor det er en sort plet, gælder Dell's normale garanti, som desværre kræver 6 eller flere døde pixels.

Der er en hel del tilsutningsmuligheder, heriblandt HDMI, Display, Minidisplay og MHL. Der blev testet med de tre førstnævnte, og der var ingen nævneværdig forskel. Der er også integreret en USB 3.0-hub i selve standeren. Ganske fikst, og meget praktisk.

Opsætning og ibrugtagning:
Selve kassen er en halvtung fætter, 18.2 kg siger vægten. Og det er ikke kun skærmen, men også emballagen der vejer til. Udover alverdens kabler, og et kalibreringscertifikat, så medfølger der en særdels kraftig og robust stander, der rent kvalitetsmæssigt, er noget af det bedste der længe er set.

Skærmen kommer ganske forsvarligt pakket ned, og påmonteres standeren med et solidt og tillidsvækkende tungt "klik", kan man herefter justeret på livet løs.

Selvom skærmen er lettere bøjet, så ændrer det ikke ved, at den er stor, og meget bred, men det gør til gengæld at højttalere placeret tæt ved kanterne har mulighed for at skabe et godt stereoperspektiv. Sikkert utilsigtet, men stadig brugbart. Det er også nødvendigt, for de indbyggede højttalere har nogenlunde samme kvalitet som dem der sad i mobiltelefoner for 10 år siden.

Billedkvalitet og indtryk:
Der er lys. Meget lys - dog ingen backlight bleeding som man ellers kan frygtede. Der kan naturligvis justeres på tingene, men standardkalibreringen er nu ikke helt tosset. Det er ikke ligefrem en økonomisk skærm mht. strømforbrug af samme grund, men har man pengene til en skærm på det her niveau, så er elregningen næppe noget man bekymrer sig om.

Størrelsen gør at den til både film og spil virker helt overvældende, da næsten hele synsfeltet er inddraget. Billedet står knivskarpt, der er ingen ghosting eller efterslæb, farverne er gode og umiddelbart meget korrekte, det samme med kontrasten, og sortniveauet nærmer sig en god plasmaskærm.

Der synes ikke at være performance-afgivelser i forskellige typer spil, begrænsningen i en skærm som denne vil primært være i det benyttede grafikkort, og skal man have ultrasettings på noget der kører 3440x1440p, så skal man forvente at blive et godt greb i lommen fattigere.

Det sjove er, at når skærmen bruges til spil, så er kvaliteten af gengivelsen den samme som ved statiske billeder. Billedet føles således væsentligt mere naturligt, kombineret med de rigtige farver, og ikke mindst at kontrast og detaljer står ekstremt klart og velopløst. Samtidigt er den høje kontrast med til at farverne fremstår langt mere detaljerede og forskellige, hvilket igen forstærker indtrykket af et meget naturligt billede, der også følger af den hurtige respons.

Fabrikkens kalibrering gør samtidigt at sort er sort, og rød fremstår naturligt, farvenuancerne er der, og de forskellige farvemønstre og temaer der er i hvert spil træder tydeligt i karakter.

Grundet bredden på skærmen har man plads - meget plads. Det er ikke kun i hverdagen med Word og Excel at dette gør sig godt, det betyder også at man kan se væsentligt mere af spilområdet i både FPS og MMO-spil, men det gør det også nemmere at navigere og orientere sig, da man har et mere naturligt udsyn gennem skærmen. Mange menuer og ikoner kan virke klumpet sammen står man med en pæn afstand til, og en tilbagegang til en normal skærm er en skuffende oplevelse på alle måder.

Dommen:
Kombinationen og en omsluttende visuel oplevelse og en meget høj billedkvalitet gør at skærmen er lettere vanedannede, det var ikke uden ærgrelse at skærmen blev sendt tilbage til Dell. Det er mange penge for en skærm, men i modsætning til så meget andet hardware er det ikke noget der skal skiftes ud så ofte. Prisen vil måske afskrække de fleste, men man får nu engang 34" i meget høj kvalitet, og i den sammenhæng er prissætningen ok, især med tanke på at U3415W faktisk er prissat under middel ift. andre IPS skærme i denne størrelse.

Fuld profil 1.173 udgivne artikler
Hvorfor stole på Gamereactor
23 Udgaver Hver med sin egen redaktion og sine egne karakterer.
1998 Udgiver siden Uafhængigt ejet hele vejen.
100% Hands-on Skrevet ud fra tid med spillet, aldrig pressemateriale.
1–10 Netværksscore Hver udgaves karakter, sammenlagt og vist.