I dag er dagen hvor Battlefield-seriens fremtid afsløres for omverdenen, og udvikleren DICE har i forvejen lovet, at dette næste kapitel i serien vil forbløffe, overraske og imponere. Faktisk har udviklerene været så sikre i deres sag, at op til flere ansatte har drillet konkurrenten Call of Duty: Infinite Warfare, så vi må indrømme, at forventningerne er skruet højt op.
Men hvis ikke spændingen allerede havde nået kogepunktet, så gør den det da nu. DICE har nemlig frigivet dette lille videoklip forud for i morgen. Sådanne klip er kutyme i spilbranchen, fordi de giver et kort indblik i spillets visuelle kvalitet. Dog er denne ekstraordinært kort, og det eneste man ser i den ultrakorte video, er en mand, der kigger direkte ind i kameraet, mens en mørk skygge nærmer sig.
Hvad alt dette betyder må vi vente med at finde ud af til kl. 22 i aften, hvor DICE formelt afslører spillet via et livestream. I løbet af de sidste par måneder har det rygtedes at det næste Battlefield foregår under første verdenskrig, og viser dette sig at være sandt, så bliver det en interessant kamp imellem dette og Call of Duty: Infinite Warfare til efteråret.
Du kan se det korte videoklip lige herunder.