Den danske esportsorganisation Copenhagen Wolves har haft en fast plads både på den danske og europæiske scene gennem mange år, men det er slut nu. Holdet lukker og slukker.
I en meddelelse på Copenhagen Wolves' webside skriver grundlægger og medejer Jakob Lund Kristensen, at han og medejeren Diglife lukker holdet ned for at koncentrere sig om andre projekter.
Historien om Copenhagen Wolves er fyldt med op og nedture. De fleste af Danmarks bedste Counter-Strike-spillere har været del af holdet på et tidspunkt, og i en periode havde Wolves også et rimeligt succesfuldt hold inden for League of Legends' topliga, LCS.
"We managed to create one of the most polarizing brands in Danish e-sport during the last few years but also one of the most controversial," skriver Kristensen. "To paint a picture of a fairy tale where everything was happiness would be very wrong, we definitely took our beatings and learned quite a few lessons the hardest way possible. I must state however that I also feel quite a sense of pride when considering all the amazingly talented people we helped foster and move up in the e-sport world."
Kristensen solgte en andel af Copenhagen Wolves til det norske investeringsfirma Diglife. Diglife ejer også en væsentlig andel af det svenske Counter-Strike-hold Ninjas in Pyjamas, og Kristensen er en af grundlæggerne af det danske tophold Astralis. Og det er de projekter, der altså skal have fokus på bekostning af Copenhagen Wolves.
Wolves opløste sit League of Legends-hold for nogle dage siden, og Counter-Strike-holdet er blevet fritstillet. De fleste af CS-spillerne har gendannet deres gamle hold under dets gamle navn, unu.AiN.