Blizzard har her til aften løftet sløret for den første nye helt, som udviklerne bag Overwatch har tænkt sig at tilføje til spillet efter det er udkommet.
Hun hedder Ana, og er en slags kombineret sniper-healer. Med sin sniper-riffel kan Ana både heale holdkammerater eller såre modstandere så de tager skade over tid. Kommer fjenden tæt på, har hun håndgranater der ligeledes healer venner og skader fjender. Og går det hektisk for sig, kan hun med sin pistol skyde sovepile efter fjenden, så de bliver slået ud for en kort stund.
Anas Ultimate-evne gør hendes holdkammerater til supersoldater, der bevæger sig hurtigere, gør mere skade, og kan overleve flere angreb.
Hvornår Ana slutter sig til kampen, ved vi ikke endnu. Men i mellemtiden kan du se en lang række screenshots og konceptbilleder nedenfor, såvel som en trailer om hendes baggrundshistorie.









