Det er nogenlunde ligeså kedeligt som man kunne frygte. Beastie Boys har, om nogen, prøvet musikbranchens barske virkelighed på egne kroppe. Fra at være små fedtede nørder med et pladesalg omkring de ti millioner, gik det galt for drengene rent kommercielt på det ellers dybt fascinerende Paul’s Boutique, men som alle troede det var slut for de bestialske drenge, leverede de fra midt 90’erne tre ret forskellige men samtidig ret fantastiske albums. Beastie Boys er nu i den position at de er dybt integrerede i den absolutte musikelite, og på en eller anden måde virker det som om at denne position ikke rigtigt passer dem. Der er i hvert fald ikke meget bid tilbage i de drenge der engang var kendt for at sprede hærg uanset hvor de befandt sig.
Nogle så det som en lille fejltagelse at Beastie Boys på Hello Nasty besluttede sig for at kaste sig udi den rene Hiphop, fremfor den cross-over stil de ellers havde gjort helt til deres egen. Denne stil er dog fortsat på To The 5 Buroughs, og produktionerne virker deciderede gumpetunge. Et nummer som 3 The Hard Way lyder som var det flækket sammen på en Amiga i løbet af 30 sekunder, og man burde måske kunne forvente lidt mere fra disse Hiphop scenens gudfædre.
Lyrikken har heller aldrig ligefrem været denne gruppes stærke side. Vi får flere gennemtærskede klicheer ala dem farfar skrev på gajolpakker, og den naive charme til trods, er det sgu bare ikke helt i top. På trods af rigtig fede numre som Ch-Check It Out og An Open Letter To NYC, MCA’s overdrevent hærgede stemme og følelsen af ubetinget glæde ved at gøre det de gør, er Beastie Boys begyndt at virke lidt trætte i kanterne. Måske er det umuligt at forene buddhisme med Hiphop, eller måske er de bare blevet for gamle? Under alle omstændigheder lyder To The 5 Buroughs mest af alt som noget der kunne have været meget bedre, og det er der vel ikke rigtigt nogen der vil stille sig tilfredse med.