Det er egentlig lidt synd for Gunnar. Han oplevede det store sus og blev stjerne for en aften, men måske lige en omgang for sent. Interessen for det stort anlagte talentshow er nedadgående, og det bliver svært for Gunnar at nå samme status som de tidligere stjerne vindere, hvilket er absurd taget i betragtning af at Gunnars debutalbum med den lange titel "The Best Piece Of Advice Always Comes A Little Too Late", rent faktisk er det bedste i flokken. Det siger selvfølgelig heller ikke særlig meget.
Onde røster vil påstå at Gunnar ikke vandt tv-showet fordi han havde noget synderligt stort talent, men i højere grad fordi han valgte at spille Coldplay i stedet for et eller andet obskurt disko hit fra 70’erne. De onde tunge har nok en lille smule ret, men heldigvis fortsætter Gunnar i den samme tradition på albummet. Hvis man ikke vidste bedre, skulle man faktisk tro at der var tale om B-sider fra Travis og førnævnte Coldplay. Det er stærkt gået at Gunnars personlige smag har fået så meget betydning på albummet, men det havde nu været stærkere med lidt mere selvstændighed og knap så stor lighed med idolerne.
Man kan faktisk ikke andet end at blive en lille smule irriteret på ligheden mellem Gunnar og hans britiske idoler. Det bliver lidt for kalkuleret når selv fraseringerne lyder som kom de ud af munden på Fran Healy. Teksterne har Gunnar selv skrevet, og det er han egentlig sluppet meget godt fra. Hjerte rimer på smerte, men det gør det jo også når det er Keane der skriver sangene. Hvordan det skal gå Gunnar i den hårde musikbranche, skal blive spændende at se. Hans debut er da i hvert fald solid nok, det store problem ligger bare i at sangene er støvsuget for personlighed, og at de første 30 britiske bands har lavet dem alle sammen bedre før. Kom for Guds skyld igen Gunnar, hvis du får lov.