Robert Smith og drengene er tilbage og denne gang har de fået tørret tudeøjnene og rusket op i noget gedigen rock. Normalt ville enhver snak om The Cure fremkalde associationer med shoe-gazer-rock af høj kvalitet, dybsort hår og meget tung og klistret øjnemake-up.
Dette har dog ændret sig en del, efter jeg har fået lov til at lytte på den nye plade. Bandets musiske udtryk er blevet langt mere tørt og rocket og synes flere steder at bære kraftigt præg af at bandet har ligget i dvale i nogle år, hvor der er blevet samlet energi og inspiration til denne deres 14. studie udgivelse. Om den nyfundne hårdhed skyldes at The Cure er blevet hårde i filten eller at pladen er produceret af Ross Robinson (Slipknot, Fear Factory Mfl.) kan man ikke med sikkerhed vide, men det har i hvert fald taget The Cures lyd ind i det nye årtusinde og gjort den tidssvarende.
Både gamle og nye fans vil uden problemer kunne samle The Cure op da musikken stadig er bygget på de samme værdier som tidligere albums. Robert Smiths på én gang kælne og skingre stemme er stadig det dominerende element i de mørke og følsomme kompositioner, og lytter man godt efter kan man stadig godt få den svævende fornemmelse som The Cures lyd er så kendt for. Umiddelbart indeholder pladen ikke nogen numre med samme hit-potentiale som "Lullaby" eller "Why Can’t I Be You?", men The Cure er en plade som virkelig vokser ved gentagne gennemlytninger, da den både musisk, men også tekstmæssigt indeholder mange detaljer som kun bliver bedre, jo mere og højere den spilles.
I grunden behøves der ikke så mange store eller kringlede ord for at beskrive The Cure. Man kunne faktisk nøjes med at sige; de er fede, de er tilbage og de er lige nøjagtigt lige så blændende som du husker dem. Kun én ting kunne have gjort denne udgivelse bedre, og det var hvis de lige var stukket forbi Roskilde dyrskueplads for at spille et par numre fra den.