Det er ganske enkelt et metalchassis med indbygget strømforsyning, og så indbygget grafikkort, "plug n' play" hvis du spørger Gigabyte. Det er ikke deres første forsøg med netop dette design, men det er normalt forbeholdt Aorus-brandet som er deres gaming-afdeling.
Selve det ydre er en rigtigt fin indpakning. Kabinettet kommer med en bæretaske der understreger formålet, nemlig at det er småt, kompakt og bærbart, og så er det særligt velegnet til Mac. Det lyder måske underligt, men Apple har valgt at låse deres hardware til AMD baserede GPU'er, hvilket betyder at der ikke er support for Nvidia-baserede grafikkort til Apple-produkter. Det kan dog omgås via EGPU Automate Script og lignende, men det er ikke officielt understøttet, og scriptets skaber skal holde det ved lige løbende - det er dog ofte ret nemt at bruge.
Selve boksen er med perforerede sider således at der kan trækkes maksimal luft ind, både for strømforsyning og selve kortet. De er tilpas store til at støv ikke sidder fast, og små nok til at holde mindre fremmedlegemer ude, det må dog anbefales at placere boksen på et skrivebord eller lignende, ellers bliver den hurtigt fyldt med støv.

Strømforsyningen er integreret i boksen, der er altså ingen ekstern strømadapter eller lignende, men man tilslutter bare et helt normalt standard strømkabel, og så er man kørende. Dette er en klar forbedring over de mange aggregater vi ser, der ofte har en stor strømadapter sluttet til strømkablet, hvilket gør den både tung og besværlig at bruge.
Noget af det mere smarte er at den også kan levere et output - det vil sige at den reelt set kan oplade din bærbare computer også igennem USB-C-forbindelsen, der er Thunderbolt 3. For alle andre er der fire USB-stik på bagsiden, hvoraf den ene understøtter Quick Charge - der lover fire gange hurtigere opladning end normalt.
Selve kabinettet er i modsætning til de lidt større udgaver udstyret med to 25mm blæsere der larmer som forventet, men ikke mere end blæseren på selve grafikkortet. Grundet at boksen sidder tæt på computeren og kablet er kort lykkedes det dog ikke at få en brugbar selvstændig støjmåling. Temperaturen var rimelig, og kom aldrig over 78 grader.
Skal der udvides er man nok nødt til at bruge et ITX-kort, strømforsyningen skal nok holde, men afstanden fra printkortet i bunden og blæseren på præ-monterede kort er meget begrænset, så der skal måles efter. Det synes dog ikke at være det primære formål, men tværtimod at produktet kommer som det er.
Manualen på Gigabytes hjemmeside er dog ikke produktspecifik, og virker faktisk til at være til en gammel model, det er ikke godt nok. Der er godt nok RGB-belysning med, men det kræver installation af software at styre det, så helt "plug 'n play" er det ikke.
Selve kabinettet er meget lille, hvad jeg lige kan se er det den mindste boks med et RX580, og nok også en af de absolut mindste EGPU-produkter på markedet. Det giver så også nogle begrænsninger, da man som før nævnt er begrænset i udskiftningen.

Selve brugen er ret lige til, man slutter den til, og så er det lidt det. Der er mulighed for at smide signalet tilbage til den bærbare, og man kan også bruge USB portene på den, men det er vores klare oplevelse at det bedste resultat er ingen tilbageløb, og brug af ekstern monitor - det handler ganske enkelt om at få mest mulig båndbredde ud af det.
Rent performancemæssigt skal man regne med et tab på ca. 20%, eller 10% hvis man har et dobbelt Thunderbolt-system - hvad kun meget få bærbare computere har. Det vil stadig være en massiv opgradering for de fleste der intet grafikkort selv har, men man skal altså ikke regne med at få fuld udbytte af at det er en desktop GPU man har sat til en bærbar computer, da der uanset hvad er kæmpe forskel på at tilslutte noget eksternt med kabler, og så have det direkte på bundkortet.
CPU har heller ikke den store indflydelse i systemet, da det som sagt er overførslen der sætter begrænsningen, og forskellen mellem en 7. og en 8. generation Intel CPU af samme variant vil derfor kun være nogle få procent.
Vi har hørt at Star Wars Battlefront II skulle kunne ramme 60 FPS på Ultra som noget nær det eneste spil, men forvent omkring 40-45 FPS for de fleste spil - overraskende også Far Cry 5 på Ultra.
Vores grundsystem var en HP Omen med 16 GB DDR4 Ram, I7700 CPU, og et Nvidia GTX1070 M. hvis vi kigger nøgternt på det, så burde der være en 25% bedre præstation fra GTX1070 kortet over RX580.
Hertil kommer at der, forventeligt, vil være minimum 20% tab, da forbindelsen sker via Thunderbolt 3 i stedet for PCI.
Vi starter med grundbasen - alle indstillinger på medium, alle 1080p:
GTX1070M
The Division: 129,2
Assassin's Creed Origins: 80
Total War: Warhammer II: 110,3
Warhammer 40,000: Dawn of War 3: 85,37
3D Benchmark Time Spy: 5172
Middle-earth: Shadow of War: 123
Og med Gamebox:
The Division: 57,7
Assassin's Creed Origins: 30
Total War: Warhammer II: 50,1
Warhammer 40,000: Dawn of War 3: 46,22
3D Benchmark, Time Spy: 3451
Middle-earth: Shadow of War: 58
Og straks aner vi et problem. Ganske vist er RX580 et svagere kort, men tabet ved at bruge et eksternt kort er væsentligt større end antaget. Vi havde påregnet et tab på cirka 20% grundet protokollen, og så yderligere 25% difference imellem et GTX1070M og et RX580, men hvad vi fik var endnu mindre:
Ydelse i forhold til et GTX0170M:
The Division: 44.66%
Assassin's Creed Origins: 37,5%
Total War: Warhammer II: 45,42%
Warhammer 40,000: Dawn of War 3: 58,72
3D Benchmark Time Spy: 66,72%
Middle-earth: Shadow of War: 47,15%
Altså, et snit på 50% af ydelsen.
Og det giver lidt ting at gruble over. For det første, så gør ydelsestabet at vi kraftigt må anbefale at man i stedet for at købe en ekstern GPU, sørger for at købe en bærbar med så kraftigt et kort som muligt, for selv om man bruger over 5000 kroner på det, så er ydelselsestabet stadig stort. Den mulighed er naturligvis svær hvis man allerede har en computer uden et grafikkort, måske endda en Mac - så er der ikke så mange andre muligheder. Og for Mac-brugerne er der så det store spørgsmål, vil man købe en RX580 Box og have stabil ydelse, eller vil man satse på at et script, også i fremtiden kan få et GTX1070 baseret kort til at virke i stedet? Eller tager man de 5000 kroner og sætter dem mod en opsparing til en anden maskine?
For det andet, så kostede en Gigabyte Aorus Gaming Box med et GTX1070 (sandsynligvis ITX ligesom RX-kortet) mindre end RX580, 4.999 mod 5.450,- ved denne anmeldelses udfærdigelse - der er altså kun en konklusion. Hvis man skal have ekstern GPU, så er det fordi at man har en bærbar med et virkeligt dårligt grafikkort, eller måske slet intet. Og skal man have en Gigabyte Gaming Box - så køb den med GTX1070, den er både billigere og yder bedre. Så må du leve med at den er minimalt mindre kompakt.
Konklusionen er derfor lidt bittersød. For den autoritetstro Macbook-ejer er RX580 Gaming Box et fint valg, men for alle andre bør man vælge udgaven med et GTX1070 - men allerbedst er det at købe en computer med et ordentligt kort fra starten hvis man absolut skal bruge sin bærbare til gaming.