Blizzard sagde godt nok i sidste uge, at folk ikke skulle gå og forvente Diablo IV ved årets BlizzCon, men de sagde samtidig at de ville vise et eller andet Diablo-relateret under messen. Nu ved vi at de talte om Diablo Immortal, som nok ikke er det de fleste fans forventede.
Diablo Immortal forsøger nemlig at overføre den traditionelle intense, isometriske rollespilsoplevelse til de mobile platforme, og faktisk er spillet tilsyneladende eksklusivt til iOS og Android.
Rent narrativt foregår spillet imellem Diablo II: Lord of Destruction og Diablo III, og vil præsentere helt nye historier med nogle af seriens mest kendte karakterer, såsom Deckard Cain og Malthael.
Du kan allerede skrive dig op til spillets beta via den officielle hjemmeside. Spillet ankommer næste år, og du kan se gameplay herunder.
