Skip to main content
Gamereactor Hardware Huawei MateBook X Pro
Hardware

Huawei MateBook X Pro

Huawei har lavet en MacBook-dræber - så enkelt er det...
Magnus Groth-Andersen 18 december 2018

Man kan vist ikke sige andet end at Huawei er på kometkurs lige nu, og stormer frem i stort set hele verden (deriblandt Danmark). Det sker primært via deres smartphones, som da også fremstår som blandt de bedste Android-modeller på markedet lige nu, men de laver også et andet produkt som det vist ikke er alle der er bevidst om, men som ikke desto mindre fortjener mere opmærksomhed end det har fået.

Ultrabook-markedet er da også en jungle for at sige det mildt, hvor en lang række producenter laver op til flere produkter hver. Alle har de til opgave at tage tronen fra MacBook, der fortsat sidder tungt. Huawei laver dog en ultrabook, der faktisk er det hidtil bedste bud på et Windows-alternativ. Vi præsenterer MateBook Pro X.

Der er lidt som om at navnet afslører præcis hvad missionen for maskinen er, og er det ikke nok, så er et enkelt kig på designet alt hvad du har brug for. Den blanke sølvoverflade, aluminiumschassiset, den subtile bagbelysning på tasterne, højtalernes placering - det hele skriger "APPLE", men uden at være respektløs. Tvært imod er æstetik og byggekvalitet nok de sidste esser Apple har i ærmet, og ved at eftergøre disse kommer MateBook Pro X rigtig, rigtig godt fra start. Derudover er den uhyre simpel at se på, subtil endda, med en tænd knap indrammet i aluminum på den ene side, to USB-C, et jack-stik, en enkelt USB 3.0. Noget storslået er det ikke, men det er hvad man efterhånden kan forvente af en ultrabook. Desuden pakker Huawei faktisk en dongle med USB-C til HDMI 2.0 med - tak for det. Ikke bare det, så er den faktisk tynd, mindre end 15 millimeter i tykkelsen og vejer bare 1.3 kilo. Samtidig med det gør aluminiumchassiset netop at der ikke er synderligt meget "flex", altså at byggekvaliteten er solid.

De gode nyheder stopper ikke der. Displayet er det første man lægger mærke til, og er uden tvivl blandt de bedste vi har oplevet på nogen ultrabook - nogensinde. Mere specifikt er der tale om 13.9 tommer 3K touch display, og med en bezel der er så tynd som det nærmest er muligt (faktisk har MateBook X Pro den højeste "screen to body ratio" på 91%). I virkeligheden udnytter Huawei bare mere af låget til skærmen, så hvorimod at ratioen vil føles mærkelig i nogle timer, så lærer man hurtigt at sætte pris på ambitionsniveauet de her har lagt for dagen. At gå tilbage til en standard 13 tommer ultrabook føles simpelthen sammenklemt efterfølgende. Ikke bare er skærmen stor, den er også uhyre smuk med 450 NITS (peak) og 100% sRGB, så er denne slet ikke tosset at opleve multimedieindhold på, og flere Gamereactor-ansatte brugte den faktisk lidt til at redigere video på. Som nævnt er der desuden mulighed for touch, og selvom det ikke falder i alles smag at bruge, så er det rart at det er der.

Og selvom at kabinettet er slankt og vægten er så lav, så har Huawei faktisk ikke sparet på specifikationerne. Testmodellen bød på en i7-8550U quad core CPU, 16GB RAM og en 512GB NVMe SSD-harddisk. Og der er ingen Intel Iris-grafik her - den kan fås med et Nvidia GeForce MX150-grafikkort med 2GB VRAM. Det betyder faktisk at gaming er en reel mulighed, hvor både Fortnite, Rocket League og League of Legends uden problemer kunne ramme 30fps på medium Dette gør naturligvis ikke at MateBook Pro X kommer i nærheden af hvad et større grafikkort kan præstere, men imponerende er det at det overhovedet kan lade sig gøre på tilfredsstillende vis, og det kan det.

Naturligvis kommer denne slags performance i så slankt et kabinet ikke helt uden ofringer, og vi oplevede ret ekstrem throtling hvor computeren både larmede og blev ganske varm, også under relativt simple forhold, som eksempelvis en ganske almindelig Thunderbird-synkronisering.

Det er dog de små ekstra ting der gør hele forskellen her. Tastaturet og det store, rummelige trackpad er blandt de bedste på markedet, og med et batteri på 57.4Wh får du noget der ligner 7-8 timers levetid ved almen brug.

Med andre ord sætter MateBook X Pro et kryds i stort set alle kasser - den opfylder alle de arbejdsopgaver selv den mest kræsne ultrabook-kunde kan tænke på. Du betaler dog også for det. Priserne lader til at starte omkring 10.000 kroner, og vi sniger os op på noget der ligner 17.000 hvis du også skal have et MX150-grafikkort i. Når det så er sagt, så er MateBook X Pro den bedste ultrabook vi har testet - og når man er bedst, ja, så må man godt tage lidt ekstra for varen.

Fuld profil 44.938 udgivne artikler
Hvorfor stole på Gamereactor
23 Udgaver Hver med sin egen redaktion og sine egne karakterer.
1998 Udgiver siden Uafhængigt ejet hele vejen.
100% Hands-on Skrevet ud fra tid med spillet, aldrig pressemateriale.
1–10 Netværksscore Hver udgaves karakter, sammenlagt og vist.