Hunt: Showdown har været længe, længe undervejs, men står endelig til at udkomme i en færdig version senere på året på PlayStation 4 og Xbox One. Nu har Crytek afsløret overfor WCCFTech, at selvom spillet vil blive forbedret på PS4 Pro og Xbox One X, så vil billedehastigheden desværre ikke stige.
Disse to versioner er nemlig låst til 30fps, men der vil være visuelle forbedringer i stedet. Samtidig har udviklerne slået fast, at de lige nu er ved at "undersøge" mulighederne for at implementere crossplay imellem de to platforme, noget der lader til at være mere muligt nu hvor det er lykkedes for PlayerUnknown's Battlegrounds.
Du kan se den seneste gameplay trailer fra spillet herunder. Glæder du dig?
