Sløret er endelig ordentlig blevet løftet fra The Last of Us: Part II, og hvor spillet før stort set var lidt af et mysterium, så ved vi nu det meste, deriblandt hvornår det udkommer. Men for dem der ønsker at købe den fysiske version, så vil de støde på samme situation som med Red Dead Redemption 2 - at spillet ikke har kunne være på en Blu-Ray.
Som GameSpot skriver fremgår det fra officielle salgsopstillinger af spillets diverse versioner, at spillet faktisk fylder to Blu-Rays. Det er ikke noget vi er vant til i spilbranchen, men som sagt brød Red Dead Redemption 2 grænsen for hvad der kan være på en disk, og måtte derfor inkludere en til at installere, og en til at spille på. Vi antager at det samme er tilfældet her.
Du kan se den seneste trailer herunder. Spillet lanceres eksklusivt til PlayStation 4 d. 21 februar 2020.