Der er vist ikke nogen måde at danse uden om den varme grød - det nye Apple Watch er ude, og har stort set kun én enkelt ny, banebrydende feature. Apple Watch, efter vores optik, i årevis været det bedste smart watch på markedet, og det er altså uden sammenligning. Netop fordi Apple styrer hardware og software, så er der netop perfekt samspil imellem ur og telefon (eller ur på egen hånd), og det er forbrugerens primære ønske ved et smart watch.
Med Apple Watch Series 4 introduceredes det nye, slankere design, hvor der var mere skærm at pille ved, og flere urskiver at benytte sig af - samtidig var det der at Apple tog det skelsættende beslutning at ændre urets identitet fra at være en træningspartner til at være en helbredsvogter, en beslutning som vi her på Gamereactor-kontoret har bifaldt i adskillige tekster siden.

Series 4, som I kan læse vores anmeldelse af her, var lidt af en designmæssig omvæltning, fordi denne overgang fandt sted, og sammenlignet med dette relative kvantespring, så er det et lille skridt fremad med denne næste generation af Apple Watch.
Derfor bliver denne anmeldelse også kort. Hvis du har en iPhone, ønsker dig et smart watch og endnu ikke har et, så er Apple Watch Series 5 (og 4 for den sags skyld) absolut glimrende køb, og ikke bare det, det er også lidt af et argument for faktisk at hoppe over fra Android-siden - det er simpelthen en anden liga sammenlignet med Galaxy Watch Active 2 eller Huawei Watch GT 2.
Prisen starter på samme niveau som tidligere versioner, men du kan nu vælge at betale mere for at få selve huset udført i et andet materiale. Billigst er aluminium, dernæst rustfrit stål, så titanium og til sidst keramisk. De er alle smukke, bibeholder samme dimensioner og vægten afviger kun en smule.

Men hvad er så den centrale store nyhed? Jamen det er en feature som Apple-kritikere har kritiseret enheden for at mangle, og som afficionadoer har tigget om - vi naturligvis om det såkaldte "always-on display", altså et display der altid giver dig den information du skal bruge, og når du så vipper de håndled let, som plejede at aktivere uret for dvale, så lyser det op.
Faktisk sker der mere end det, mange urskiver kan direkte programmeres til at være tosidede. Vi valgte den gamle sportsskive fra Series 4, men hvorimod skiven er sort i dvale, så bliver den hvid ved aktivering. Det gør først og fremmest uret uendeligt mere praktisk, i det man ofte befinder sig i situationer hvor du ikke har mulighed for at vippe håndleddet, men hvor du alligevel ønsker kritisk information, såsom datoen eller bare tidspunktet på dagen.
Og det er faktisk uden at ofre den forventede batterilevetid, der fortsat er på cirka 18 timer. Den lille skærm har nemlig en varierende opdateringshastighed, og den kan nå helt op til 60Hz ved fuld aktivering og navigering af brugerfladen, og helt ned til bare 1Hz, hvis uret udelukkende skal vise en tikkende viser, eller udskiftningen af tal. Det er imponerende at batterilevetiden virkelig ikke lider under implementeringen af denne nye feature, for netop batteri er Apple Watch' aller største svaghed i forvejen.

Udover det introducerer det nye ur en ny software-opdatering, der dog fortsat er også introduceres på tidligere modeller, nemlig watchOS 6. Den introducerer en række nye applikationer, såsom Cycle Tracking der lader kvinder monitorere anatomiske processer som eksempelvis menstruation eller ægløsning. Udover det er et nyt kompas blevet introduceret.
Hvad der dog er mest skelsættende er at du ikke længere behøver at åbne AppStore på din iPhone for at downloade nye applikationer - det kan gøres direkte fra uret. Vi håber at dette er først skridt i løsrivelsen af Watch fra iPhone, ligesom iPhone i sidste ende løsrev sig fra Mac. Alle bør kunne bruge et Apple Watch, også uden en iPhone.
Hvorimod tidligere Apple Watch-modeller har introduceret skelsættende opgraderinger, såsom vandtæthed, SIM-understøttelse (altså eSim) og overgangen fra træningspartner til helbredsvogter, så er Series 5 unægtelig en "mindre" opgradering end tidligere. Det betyder dog ikke at vi ikke absolut kan anbefale Series 5 til alle der leder efter et smart watch, og tilfældigvis har en iPhone. Det her er bare den seneste udgave af det bedste smart watch på markedet, men hvis ikke et always-on display gør en stor forskel for dig (som det dog gjorde for os), så kan du måske få en bedre deal på Series 4 nu.