Ja, det er en lidt pudsig og halvkedelig nyhed, men den patriotiske ånd bryder jo altid igennem. Derfor blev vi også glædeligt overrasket, da danske RTX Telecom i dag annoncerede, at de i sin tid blev valgt af Microsoft til at udvikle de trådløse controllere til Xbox 360.
Firmaet fra Ålborg har selvfølgelig al mulig grund til at være glad, da en partner som Microsoft utvivlsomt kan åbne en masse nye døre for fremtiden. Endnu bedre er det selvfølgelig, at de trådløse controllere bliver standard for den nye konsol, så produktet kommer ud i millioner af hjem verden over.