Skip to main content
Gamereactor Hardware AKG N700NC M2
Hardware

AKG N700NC M2

AKG vender tilbage med en forbedret version af deres største headset, og det er.., ret godt.
Magnus Groth-Andersen 14 maj 2020

Det er meget lang tid siden at vi har kigget noget fra AKG. Det er så sandelig ikke fordi at den østrigske audioproducent ikke har lavet nye produkter, nej tvært imod har de været på lidt af en rejse, hvor de startede som en del af den gigantiske Harman-organisation, og i dag faktisk er en afdeling hos Samsung.

Ja, ligesom Beats for Apple eksisterer AKG som en slags partnerbrand til Samsung, og i dag er de altså meget, meget mere end bare det der par N60NC Wireless, som man ser på gaden en gang imellem. Vi fik for nylig tilsendt den nye udgave (Mark II) af deres trådløse over-ear hovedtelefoner, N700NC, og vi må ærligt indrømme, at det hurtigt er blevet blandt vores absolutte favoritter på markedet.

Samler man et par N700NC M2 op, så mærker man hurtigt at AKG er gået efter samme fleksible men robuste konstruktion som Sony er gået med til de elskede WH-1000XM3. Vi taler altså her om subtilt design i mørke nuancer, accentueret med en smule aluminiumsbelægning og rigeligt med blød stofbelægning på både bøjle og kopper. De gør ikke meget væsen af sig, men selvom der er tale om plastikhovedtelefoner her, så er det præcis ligesom med Sonys topmodel. Materialet giver først og fremmest fleksibilitet, men samtidig føles de bare som et sæt hovedtelefoner af høj kvalitet. Faktisk står der i venstre side på indersiden; "Essentially Designed", og det er meget rammende, for der er blevet skåret ind til benet her, men ikke for at spare - for at give dig en simpel, luksuriøs brugeroplevelse.

Du får naturligvis en taske med som heldigvis er skulptureret, så headsettet er beskyttet når du har dem med på farten, og de lader op med USB-C. Vi vil desuden også gerne rose AKG for ikke at springe på touch-tendensen. Hvorimod der findes touch-sensitive flader på visse konkurrerende modeller der fungerer fint, så er der altså også noget direkte og rart med knapper, særligt med knapper af så høj kvalitet som disse. På venstre side finder vi dedikerede knapper til volumen (op og ned) samt en pauseknap, der naturligvis kan aktiveres flere gange for at skippe sang. På højre side er der en tændknap, der heldigvis skal skubbes for at tænde headsettet. Vi foretrækker kraftigt den her opsætning, i stedet for en knap du skal holde inde. Desuden er der ANC-knappen, der desuden også kan aktivere en kortvarig audio passthrough, så du kan høre alt omkring dig ganske tydeligt. Der er sågar multi-point forbindelse, der gør at de kan være forbundet til to enheder samtidig.

Så intet udover det sædvanlige, men der er naturligvis også en skønhed i at alt er der hvor du forventer det er, og alt bare virker upåklageligt. Selvom vi kun har lyttet på AKG N700NC M2 i en uges tid, så føles dette som et headset du kan bruge uden problemer i mange, mange år, præcis ligesom et par Bose QC35 II. Alt er robust, fleksibelt, simpelt og designet til brug mere end noget andet, og det er der en skønhed i.

Det gælder særligt når nu AKG har gjort en dyd ud af at fokusere på netop det essentielle. Først og fremmest er disse blandt de absolut mest komfortable headsets i denne kategori på markedet. Ja, der er virkelig hård konkurrence fra Sony, Bose og faktisk også Jabra, der laver Elite 85H til noget der ligner halv pris, men samtidig kan man ikke tage fra AKG, at N700NC M2 er minutiøst designet til at kunne sidde på fastklemt på dit kranie i mange, mange timer ad gangen.

Derudover så lyder de godt. Der er tale om 40 millimeter drivere her, der tilbyder aktiv støjreduktion igennem udadvendte og indadvendte mikrofoner, samt bluetooth 4.2. Selve lydprofilen er ganske imponerende, mest fordi at den ikke overdriver bas eller diskant, men efterlader et ret køligt indtryk på lytteren. Særligt bastyngde er en tendens vi ser meget i ANC-baserede over-ears, og det bliver ofte et billigt trick, der snyder lytteren til at tro at der er en dybde i lydbilledet, der reelt set ikke rigtig er der. AKG formår tværtimod at introducere flot separation af tonerne. Selve lydlandskabet, og støjreduktionen som forlængelse af det, fremstår derfor lidt mere anonym end man eksempelvis oplever på JBL's Club One, men alt i alt endte vi med at foretrækker AKG's bud end mange af de andre primære konkurrenter.

Men det må og skal siges, at AKG's primære problem her er konkurrencen, og her tænker vi ikke specifikt på én model, men bare at der generelt er meget at vælge imellem i det her prisleje, der ligeledes giver dig komfort, solid app-tilpasning, storslået lyd og acceptabel batterilevetid. Sony WH-1000XM3, Bose QC35 II, Sennheiser Momentum Wireless, Beats Solo Pro, ja selv Bowers & Wilkins PX. Og så er der altså stadig Jabra Elite 85H, der lige nu koster omtrent 700 kroner mindre end AKG'erene. Det er altså ret meget. Når det så er sagt, så koster N700NC M2 det samme i brede træk som Bose og Sony, og i vores optik sidder de sammen med dem som de mest komfortable og alsidige hovedtelefoner på markedet, at Jabra så har smidt i kæp i hjulet på dem alle? Ja, det er jo bare deres fortjeneste.

Fuld profil 44.938 udgivne artikler
Hvorfor stole på Gamereactor
23 Udgaver Hver med sin egen redaktion og sine egne karakterer.
1998 Udgiver siden Uafhængigt ejet hele vejen.
100% Hands-on Skrevet ud fra tid med spillet, aldrig pressemateriale.
1–10 Netværksscore Hver udgaves karakter, sammenlagt og vist.