Meget kan man sige om Razer, men man kan vist ikke rigtig påstå at de er kedelige. Ikke bare opdaterer de løbende deres eksisterende greatest hits, som Deathadder og Blackwidow, og tilføjer nye produkter som Huntsman og Viper, de stormer også ind på nye markeder, såsom at lave en Razer-telefon, og snart en brødrister også.
Pointen er at firmaet tydeligvis har ambitioner, og et brændende ønske om at skabe en divers, varieret portefølje af produkter, og det er umiddelbart svært at stille sig kritisk overfor, særligt ikke når disse nye produkter ser velovervejede og helstøbte ud. Et eksempel på det her er Razer Raptor, en 27 tommer 1440p monitor, der som forventet har et slående design, en for høj pris og eksemplificerer alt det som Razer gør godt, og også det som de ikke gør så godt.
Når man skal snakke om Razer Raptor, så bliver man nødt til at starte med den måde selve enhedens fysiske udformning ser ud på. Bare det at pakke den ud er nemlig en ret så overdådig oplevelse. Først og fremmest står Raptor på en gigantisk matsort aluminiumsplade, i stedet for en traditionel "fod". Det gør at den fylder ja, men det hele emmer af industrielt design og rette linjer. Den 33 centimeter brede fod har en tynd Chroma-lysstribe, som naturligvis kan programmers via Synapse, og som kaster et ret smukt lys ud på bordpladen under monitoren. Selv bagsiden af panelet er der blevet kælet for, da det er beklædt i rugt stof.

Denne bagside huser to centrale riller, hvorfra monitoren kan hæves og sænkes, og netop af den grund kan monitoren så ikke rykke fra side til side. Jo, du kan tippe fremad 90 grader, men synderligt manøvredygtig er den som sådan ikke, som nok allerede her vil tænde nogen af. Men fra materialer, til teknisk udførsel, fra detaljegrad til generel "fit and finish", så er det svært ikke at give Razer, at Raptor nok er den smukkeste gamer-skærm man kan få på markedet i dag.
Og vi har ikke engang talt om Raptors és i ærmet, nemlig den indbyggede måde hvorpå skærmen lader dig håndtere kablerne til de ting der er forbundet til din skærm. Ligesom andre skærme får du USB-C (til Thunderbolt 3), DisplayPort og HDMI, og de er alle i den ikoniske Razer-farve. Disse kan så indsættes i selve skærmen, og ledes så ned af riller, der gør at de, på elegant vis, ledes på rad række ned til gulvet. Det er er ret smart, men naturligvis er det besværligt hvis ét af disse kabler går i stykker. Så ryger æstetikken lidt. Men finurligt, det er det altså.

Og hvordan er selve panelet så? Jamen, det er slet ikke så dårligt, så lad os lige få kigget nærmere på de konkrete specifikationer:
- 1440p IPS (2560x1440)
- 16:9
- 420 NITS peak/ 380 NITS vedvarende
- FreeSync og G-Sync-kompatibilitet
- 144Hz
- 4ms forsinkelse
- Cirka 95% DCI-P3-dækning (100% sRGB)
Se? Slet ikke dårligt, og netop det at bruge det matte display viser at selvom dette er Razers første monitor, så er der tydeligvis nogle på holdet bag der ved hvad de laver. IPS-panelet til trods er farvernes kontraster relativt effektive, og selvom HDR-certificeringen er i den lave ende, så er selve lyssætning og farvekorrektheden tilfredsstillende, selv til billede- og videoredigering i visse tilfælde.
Desuden synes 144Hz at være rigeligt, og vi forstår endnu ikke skærme der kravler helt op til enten 240Hz eller sågar 360Hz, da billedehastighederne i de fleste tilfælde ikke vil kunne følge med alligevel. Men igen, det ville alt sammen kun give mening, hvis Raptor var prissat enten næsten eller direkte som andre konkurrerende modeller på markedet.
Det bringer os faktisk til en ret central anke her, for ligesom Razers andre produkter, og vi sagde jo at Raptor også er et eksempel på de ting Razer simpelthen ikke gør godt nok, så er denne skærm simpelthen lidt for dyr. Den er set til blandt anndet 6699 kroner, og sammenlignet med nogle af de konkurrerende modeller, så er det simpelthen bare lidt for heftigt, selv med det smukke design taget i betragtning. Eksempelvis fås en ROG Strix XG32VQR-skærm til omtrent 4199, og den byder sågar på hele 32 tommer i stedet for 27. Det er altså signifikant, også for signifikant.
Razer får gode ideer, det gør de bare, og som regel er disse ideer veleksekverede og velovervejede, hvorpå det bliver lettere at tilgive den "Razer tax" man som forbruger betaler ekstra. Men her taler vi altså om noget der ligner 30-35% mere end konkurrenterne, og selvom den, på et fysisk plan, er den nok smukkeste gaming-monitor på markedet, så er det svært at anbefale, til trods for alle den gode pointer.