Efterhånden har du set anmeldelserne, videoerne, benchmark-resultaterne, så du ved det godt. Lige meget om du hader Apple, lige meget om du så på de vage grafer under præsentationen og himlede med øjnene, så ved du det godt. Apple er stadig Apple, og det ændrer sig ikke, men derfor må man alligevel, trods alt det man ellers ikke kan lide ved deres fremgangsmåde, marketingsstrategi og generelle brandidentitet, give dem at deres M1 SoC-lancering forbliver en af de mere skelsættende tech-begivenheder i nyere tid.
Og ja, graferne var da pompøse og tilnærmelsesvis misvisende, lad os da være ærlige, men resultaterne som anmeldere verden over, og som forbrugerne nu oplever ved selvsyn er næsten ubegribelige.
Batterilevetid, kompatibilitet og funktionalitet på tværs af iPhone- og iPad-apps, Rosetta II-emuleringslaget, hestekræfterne, pludselig gik diverse MacBooks (altså ikke Pro 16 men særligt Pro 13 og Air) fra at være funktionelle men en kende gammeldags maskiner til at være de facto ultrabooks på markedet via udskiftningen af en enkelt komponent.
Vi har, i løbet af de sidste par uger, haft M1 MacBook Air til låns fra Apple, og har løbende været direkte chokerede over ydeevnen, batterilevetiden og kompatibiliteten på tværs af applikationer. Samtidig ved vi godt, at vi er en kende sent på den her. Vi ventede på en MacBook Pro 16 som mere direkte og relevant sammenligningsgrundlag, men den manifesterede sig desværre ikke. Men det betyder naturligvis ikke, at vi ikke lige vil vise nogle komparative benchmark-resultater, og fortælle lidt om brugsoplevelsen.
Den nye M1 MacBook Air er, ligesom den nye MacBook Pro 13 med M1 SoC'en, uændret ud af til. Jo, du får de nye Magic-taster, men udover det så er det intet æstetisk der fastslår at dette nok er Apples mest skelsættende skift til dato. Faktisk er det også lidt ærgerligt, for præcis ligesom Pro 16 kunne både Air og Pro 13 bruge en designoverhaling, der blandt andet gerne må eliminere mere skærmkant, og i Pro'ens tilfælde endelig fjerne touchbaren.
Men inden under kølerhjelmen foregår der noget magisk. Den mest håndgribelige effekt der kan mærkes øjeblikkeligt er batterilevetiden. Apple selv har lovet 18 timer ved "video playback", der dog kan variere eftersom video og lyd kan komme fra en række forskellige applikationer, men fair nok, vi har testet MacBook Air med M1, den seneste Dell XPS 13 2-in-1, Samsungs Galaxy Book S og, bare for sjov, en MSI Stealth 15M. Resultaterne er ret vilde.
Batterilevetid ved simpel browsing via Safari på Air, og Chrome på de andre med skærmenes lysstyrker sat til cirka 150 NITS:
MacBook Air M1: 15.02
Dell XPS 31 2-in-1: 10:22
Samsung Galaxy Book S: 14:05
MSI Stealth 15M: 6:58
Ja, det er ret vildt. Og det særligt taget i betragtning at de fleste tests af MacBook Air fra bare 2018, som vi desværre ikke selv sidder inde med, sætter den på omtrent 8-9 timer ved netop blandet brug. Her er der tale om cirka 15 timer uden en fysisk forøgelse af batteriets størrelse.
Endnu bedre er det, at ved at sætte den til at afspille video fra lokal fil via AppStore-udgaven af VLC, så klemte vi 17 timers afspilning ud af maskinen. 17. Igen, dette er uden en reel forøgelse af det fysiske batteri, det er udelukkende fordi M1 SoC'en simpelthen bare er bedre til at fastholde et performativt acceptabelt niveau, uden at trække lige så meget strøm.
Men igen, det vidste du jo allerede godt. Det er svært efterhånden at bidrage til den her debat uden at tusindvis af medier har betrådt denne grund før. Det eneste vi dog kan gøre at slå fast, at den altså er god nok. Lad os så stryge direkte videre til benchmark-resultaterne. Det er ikke alle de faste suiter der endnu er optimeret til M1, så de faste størrelser venter vi stadig på.
GeekBench 5 Single-Core
MacBook Air M1: 1644
Dell XPS 13: 1122
Asus Zephyrus G14: 1159
Endnu vildere er det, at den i9-9980H der sidder i MacBook Pro 16 kun giver en GeekBench 5 Single-Core score på 1090, som det fremgår fra deres officielle side. Det er dog ikke en test vi har selv har kunne udføre.
GeekBench 5 Multi-Core
MacBook Air M1: 6303
Dell XPS 13: 4719
Macbook Pro 16: 6340
Her begynder de otte kerne i den førnævnte i9-9980H at spille mere med musklerne, men taget i betragtning af at XPS 13'eren er udstyret med en i7-1065G7 CPU, så er det altså signifikant. Ligeledes slår MacBook Air den helt nye 15 tommer HP Pavilion 15 tommer i CineBench R23, som ligger inde med en i7-1165G7, den opdaterede Tiger Lake-version af den CPU der sidder i XPS 13'eren.
Cinebench R23 Single-Core:
MacBook Air M1: 1505
HP Pavilion (Intel i7-1165G7): 1499
Resultaterne er i det hele taget bare imponerende ligegyldig hvilken test man smider efter M1'eren. Og det er ikke kun i disse syntetiske tests at den formår at imponere. Vi kørte faktisk Shadow of the Tomb Raider, og ramte konsekvent 35fps, og det er uden at spillet er direkte optimeret til Apples egen SoC, der er Rosetta II-emuleringen faktisk imellem. Og det er i en computer med en integreret GPU, og uden nogen aktiv køling. For sjov smed vi Batman: Arkham City efter den i 1080p på High, og fik konsekvent 50fps. På en MacBook Air...
Og nu hvor vi er med det der med Rosetta II. Jer der læser den her anmeldelse er sikkert allerede sat godt ind i sagerne, men her er en sofabordsversion. Apples egen M1 SoC, og hele deres chipset fremstilling er baseret på ARM-arkitekturen, og dermed er der brug for et software-baseret emuleringslag for at sikre kompatibilitet mellem den nye arkitektur og de ældre applikationer. Derfor vil du, i det du bevæger dig ind på AppStore, se et udvalg af applikationer, der alle kan køre på M1, men hvor nogle er bedre end andre. Vi er allerede stødt på denne teoretiske problematik før, hovedsageligt via enheder som Microsoft Surface Pro X, hvor der enten skulle lidt bagvendt emulering til for at sikre at Intel-baserede applikationer kunne køre, og i visse tilfælde kan de ikke køre overhovedet. Men Rosetta II, Apples løsning, er som sådan ikke emulering, men snarere et oversættelseslag mellem program og arkitektur.
Der er Optimized Apps, Non-Optimized Apps og iOS og iPad Apps. Derudover er der som sådan også Universal Apps, der er optimeret til både M1-baserede bærbare og iPads og iPhones. Så støder du på en Non-Optimized App, enten via et program du selv har downloadet, eller har hentet via AppStore, så kører den den Intel-baserede x86-version, men hvor oversættelsen sker via netop Rosetta II. Præcis ligesom hos Surface Pro X forventes der derfor en større præstationsmæssig omkostning, men Rosetta II er nærmest M1-chippens største overraskelse. Naturligvis kan dette variere fra program til program, men vi har blandt andet løbende brugt PhotoShop på Air'en, og her har der ikke været eneste tegn på at der er et lag ind imellem program og computerens hardware, der enten sænker ydeevnen eller ødelægger batterilevetiden på noget signifikant niveau.
Du bliver bedt om at installere Rosetta først gang du bruger en Intel-baseret applikation, og derefter bliver du aldrig generet med en notifikation om at det er det oversættelseslag du bruger. iOS- og iPad-applikationer er langt mere det vilde vesten, og selvom der er måder hvorpå din mus kan oversættes, så applikationen forstår det som touch input, så er det lidt mere "hit n' miss" her.
Men alt i alt? Taget i betragtning at dette er debuten, introduktionen til Apples egen SoC-fremstilling, så er der simpelthen bare ikke rigtig nogen ulemper her. Drastisk forbedret batterilevetid og ydeevne, samt glimrende kompatibilitet via Rosetta II. M1 er storslået.