Det er vist ikke gået helt som planlagt for Techland, i forhold til udviklingen af Dying Light 2. Godt nok startede det med en E3-demonstration der blev rost at et utal af journalister, men sidenhen er der sluppet masser af historier ud om dårlige praksisser, og interne stridigheder imellem visse sektioner af studiets ansatte.
Og spillet er da også blevet udskudt en række gange, og er ikke blevet vist frem i meget, meget lang tid. Forhåbentlig stopper denne stilhed snart. Som GamingBolt skriver har nogle af de ansatte fra marketingsholdet slået fast via Discord, at de kommer til at tale meget mere om Dying Light 2 i det nye år.
Mere specifikt siger de også, at de vil byde på "fresh updates" "soon", men de er ikke kommet det nærmere end det. Det betyder dog, umiddelbart, at spillet ikke er aflyst og lukket helt ned, men at udviklingen stadig skrider frem.
Du kan se den imponerende demonstration herunder.
