Skip to main content
Gamereactor Hardware Samsung Galaxy Buds Pro
Hardware

Samsung Galaxy Buds Pro

Samsung udgiver endnu et par buds, og de her er nok de bedste.
Magnus Groth-Andersen 6 marts 2021

Sidste år anmeldte vi Samsungs Galaxy Buds Live, og vi fik faktisk lidt kritik i den forbindelse, fordi vi endte med at give en ret høj karakter, til trods for brok om en relativt ineffektiv aktiv støjreduktion. Det skal dog siges at vi det samlede billede forelskede os i Buds Live på grund af et hav af andre kvaliteter, såsom fantastisk anderledes pasform, og en generel alsidighed og brugbarhed, der er svær at finde andetsteds.

Men det er klart at Buds Live er en slags fjolleonkel, og de må og skal eksistere side om side med et par mere konkurrencedygtige og gravalvorlige ANC earbuds. Det er præcis dem Samsung har introduceret sammen med den helt nye S21-serie, og de hedder Galaxy Buds Pro.

Og ved første øjekast har disse, til ingens overraskelse, langt mere tilfælles med de tidligere Galaxy Buds Plus, end med Buds Live. Selve udformingen af enhederne er inspireret deraf, og ligeledes er pasformen. Væk er det som fans nu kærligt kalder "Galaxy Beans", og her er et par seriøse konkurrenter i sort højglans, og som sågar koster en hel del mere også. Disse skal op imod Apples AirPods Pro, Boses QuietComfort Earbuds og Sonys WF-1000XM3. Men er de noget værd sammenlignet med giganterne?

Som sagt har de meget tilfælles med Buds Plus, men står også som en naturlig forlængelse af Samsungs eksisterende designfilosofi. Det betyder at de faktisk har etuiet fra Live, og det er vi ganske glade for, for det er hverken for lille, eller for stort. Det passer i lommen, er perfekt skulptureret så enhederne ikke ryger nogen steder, og der er plads til både trådløs oplading, USB-C, og to funktionelle LED-indikatorer. Desuden er der ret stærke magneter her, så det lukker til med et tilfredsstillende smæld.

Selve enhederne ligner tilforladeligt Buds Plus, men det gør nu ikke så meget. De er anonyme, har en solid pasform, kommer med en række forskellige gummihætter, og har to touch-sensitive flader. Der er blevet plads til IPX7-certificering, den bedste Samsung nogensinde har fået, men vi er dog ærgerlige over at gummifinnen fra Buds Plus ikke er til stede her. Det er naturligvis ikke altid komfortabelt, men Samsung har tidligere bevist at de kan få det til at virke.

Før vi når lyden, så lad os kort snakke features, for Samsung har nogle ret interessante af slagsen med til forhandlingsbordet. Først og fremmest styres det hele igennem Galaxy Wearable-applikationen, hvor der næsten øjeblikkeligt dannes en forbindelse hvis du har en Samsung-enhed. Herfra kan du styre niveauer på støjreduktionen, aktivere stemmeregistrering, der automatisk skruer ned for reduktionen idet du selv taler, samt mulighed for at pinge dem, skulle du være i tvivl om hvor de er. Der er generelt masser at komme efter her, og applikationen er hverken uoverskuelig eller gjort alt for brugervenlig. Den intelligente ANC-reducering fungerer i øvrigt glimrende, men naturligvis passer den ikke til alle brugsscenarier. Men hvis du sidder på et kontor, og pludselig skal sige noget til en kollega, så fungerer det glimrende, og 100% af tiden - i hvert fald i vores testperiode.

Det er dog ikke alle features der lykkedes lige godt. Der er eksempelvis "360 lyd", der er udviklet i samarbejde med Dolby. Det er meningen at denne feature skal sørge for at du altid føler at du befinder dig i midten af lydbilledet. Ideen er ikke så dum, men tro os når vi siger, at det ikke fungerer synderligt godt. I stedet for at sørge for at du er i lydens centrum, så modificerer den retningsbestemmelsen baseret på den afspillende enheds position i forhold til dit hoved. Hvis det er din telefon, så vil lyden glide fra den ene side til den anden, så det lyder som om det kommer fra telefonen. Det er uhyre irriterende, og noget vi slukkede for næsten øjeblikkeligt.

Men til trods for den ringe 360-implementering, så lyder Buds Pro fantastisk. Ikke bare lyder de fantastisk, de lyder næsten bedre end noget andet sæt trådløse in-ears vi har prøvet før. Vi snakker 11 millimeter woofere og 6.5 millimeter tweeter, og sammen med de i alt tre mikrofoner, der fungerer både eksternt og internt i øret, så ANC'en uhyre effektiv uden at være omsluttende, og bas og diskant fungerer i harmoni, og skaber et dynamisk og dybt lydbillede. Takket være Samsung Scalable-teknologi er der også understøttelse af blandt andet AAC og SBC, og vi virkelig haft en fantastisk uges tid med disse.

Ikke bare lyder de godt, det er også nok den mest responsive og pålidelige touch-brugerflade vi har brugt. Jo, man kan ikke tilpasse Hold-funktionen til at aktivere Google Assistant i stedet for Bixby, men i forhold til at tappe, dobbelttappe og forvente en bestemt kommando aktiveres pålideligt, så er Buds Pro som intet andet derude.

Glimrende byggekvalitet, lækkert subtilt design, fantastisk lyd og fed ANC - ja, det er nok til at overkomme det faktum at de hverken har branchens bedste batterilevetid, 18 timer i det hele, eller at 360-lyd er lidt af en katastrofe. Det er sådan det er når man vejer ting op mod hinanden, og ser man igennem fingrene med de få kompromisser, så er det her de bedste Galaxy earbuds nogensinde, og nok dem vi ville købe for 1500 kroner.

Fuld profil 44.938 udgivne artikler
Hvorfor stole på Gamereactor
23 Udgaver Hver med sin egen redaktion og sine egne karakterer.
1998 Udgiver siden Uafhængigt ejet hele vejen.
100% Hands-on Skrevet ud fra tid med spillet, aldrig pressemateriale.
1–10 Netværksscore Hver udgaves karakter, sammenlagt og vist.