Den kommende Borderlands-film begynder efterhånden at tage form, og den ser mildest talt bizar ud. Vi snakker Cate Blanchett som Lilith, Kevin Hart som Roland og Jack Black som Claptrap. Og nu ved vi også hvem der skal spille Krieg, en af heltene der agerer Psycho-karakterklassen i Borderlands 2.
Geoff Keighley har afsløret via Twitter, at det bliver Florian "Big Nasty" Munteanu. Trods det WWE-agtige navn er han skuespiller, og har blandt andet medvirket i Creed 2, og skal være en del af Marvel-filmen Shang-Chi and the Legend of the Ten Rings.
Han har dog en baggrund som bokser, hvorfra hans kælenavn også er dukket op. Filmen står til at gå i produktion inden længe.