Samlet set er vi ved at se en generel stigning i antallet af film- og seriefortolkninger af store spiluniverser, og det er ikke bare antallet der stiger, men også kvaliteten af disse fortolkninger, samt den respekt der må og skal høre med for kildematerialet. Detective Pikachu, Sonic the Hedgehog og selv, til en hvis grad, Rampage, er alle eksempler på dette, men den virksomhed der uden tvivl har vist mest interesse i spilbranchens sværvægtere er uden tvivl Netflix.
De har lige nu gang i en Resident Evil-animationsserie, en Assassin's Creed-serie, Cyberpunk: Edgerunners, en Splinter Cell-animeserie, en Beyond Good & Evil-serie, en Tomb Raider-serie, en Final Fantasy live-action serie fra Hivemind og en The Division-spillefilm, og det er bare nogle af deres kommende projekter, som lige nu er i støbeskeen.
Dette sker delvist fordi spilmediet generelt er ved at blive en bredere etableret del af vores populærkultur, men også fordi at særligt Netflix har haft succes i det her felt før, primært gennem Castlevania-serien. Og det lader til at være denne der har inspireret dem i at samle endnu en fortolkning af et populært fantasy-spil op, nemlig DOTA, som er blevet til serien DOTA: Dragon's Blood, en voldelig og moden fortolkning af det populære MOBA-univers, som er lavet i samarbejde med Valve og animationsstudiet bag The Legend of Korra - kan det overhovedet gå galt?
Øhm, ja, det kan virkelig gå galt, for selvom serien så sandelig er flot at se på, og er fyldt til bristepunktet med "set pieces", og en gedigen, ægte interesse i at fortælle de indviede såvel som de uindviede om DOTA-universets overraskende dybde, så ender det der ender på skærmen med at være mere generisk end håbet.
Ligesom så mange fantasy-serier før DOTA: Dragon's Blood fortælles serien igennem en række forskellige karakterer, og disse bevæger sig individuelt rundt i seriens univers, hele tiden med små skridt i retning af en eventuel forening, eller konfrontation. Det er den slags separerede narrativ, som vi har set en million gange før, og en form der gradvist sammenbinder forskellige narrative tråde igennem adskillelse. Tænk Ringenes Herre, med Frodo og Sam i én retning, Aragorn, Gimli og Legolas i en anden, og Gandalf i en tredje.
Det hele bliver hurtigt en kende genkendeligt, men det skyldes som sådan ikke historiens separerede islæt, men snarere bare ujævnt tempo. Desuden, og det her er nok mest kritisk, mangler DOTA: Dragon's Blood en reel, håndgribelig udpensling af hvad der gør netop dette fantasy-univers dybere og bedre end så mange andre generiske af slagsen.
Davion, en drageridder, bliver forbandet og bliver selv forvandlet til en drage fra tid til anden, og den forbandelse må han af med, men han skal vist også stoppe en hemmelig krig - eller noget. Samtidig er der også elvere der søger febrilsk efter magiske blomster, og en gudinde der er desperat efter at blive tilbedt. Alle disse fortællinger sker adskilt, men rykker sig nærmere og nærmere hinanden som de i alt otte afsnit løber over skærmen.
Og de er overstået før du ved af det. Faktisk er tempoet så hæsblæsende højt, at du hurtigt udvikler apati overfor verdenen, og de karakterer der eksisterer i den, og det er netop det der er DOTA: Dragon's Blood és i ærmet. Netop verdenen er blevet beskrevet af fans som værende noget ganske ekstraordinært dybt, og noget spillere verden over har fået en stor respekt for igennems års historiefortælling i selve spillet. Men her er det hele bare det samme som altid, og decideret kedeligt. Måske hvis de adskilte tråde var blevet samlet fra start af, og at serien havde været strammere og mere kontrolleret, så ville vi have haft ånderum til opleve hvor fortryllende DOTA-verdenen egentlig er.
Når det så er sagt, så har Studio Mir gjort et fremragende stykke arbejde i at kreere virkelig velsammensatte og velkoreograferede set pieces, med hurtig og voldelig action, der er taget lige ud af netop Castlevania, eller Blood of Zeus. Det ser virkelig godt ud, og igennem ren viljestyrke etableres nogle ret solide scener.
Faktisk ser showet godt ud fra ende til anden, og der er en solid brug af både farver og kontrast. Selve animationsstilen synes også velrealiseret, og fans af Studio Mir vil helt sikkert kunne genkende stregen her. Men problemet er bare, at efter de sidste sluttekster rullede over skærmen, vidste jeg stadig ikke helt hvorfor elverne var efter blomsterne. Jo, det er et overdrevet eksempel, men man kan ikke rigtig undgå at tænke på, at DOTA-universet netop er blevet fortolket grundet sin dybde, og netop den lader til at være forduftet som dug for solen.
Den første sæson kaldes "Book One", så vi har uden tvivl mere i vente, og forhåbentlig kan serien komme sig efter et rettere generisk førstehåndsindtryk.