Skip to main content
Gamereactor Hardware Bang & Olufsen Beoplay HX
Hardware

Bang & Olufsen Beoplay HX

Bang & Olufsen gør det altså bare igen. Igen.
Magnus Groth-Andersen 18 april 2021

Selvom de som sådan ikke er for alle, så har det været svært ikke at kaste et enkelt blik på Bang & Olufsens H9-serie igennem årene, og ikke lade sig forelske stort set øjeblikkeligt. Det er trods alt også pointen, eller om ikke andet delvist, med Bang & Olufsen-grej. Æstetik er ikke alt, men det skulle være gerne så tryllebindende, at du om ikke andet får lyst til at prøve et par, ikke sandt?

Og netop de sidste par hovedtelefoner har netop været tryllebindende, ikke bare visuelt, men også i forhold til den lydoplevelse der venter lige inde bag de lammeskindsbeklædte ørekopper. Vi elskede både H9i'erne, og H95'erne også. Nu tager B&O dog det afgørende skridt, og direkte erstatter H9 med den næste generation af flagskibshovedtelefoner. De hedder HX, eller vel H10, og de er større - og bedre.

Først og fremmest er HX en slags videreføring af de samme centrale designprincipper, som B&O's flagskibsserie har benyttet sig af i årevis. Kanvas på indersiden af rammen, læder på ydersiden, aluminium (der lader til at være ét sammenhængende stykke) på hver kop med en indgraveret cirkulær rille i hver, og tykke kopper beklædt i lammeskind. Derudover USB-C ladning, hovedtelefonstik, samt knapper til betjening af ANC-funktionalitet, Bluetooth-parring og strøm. I det du samler dem op kræver det faktisk et ekstra øjekast for at se forskellene, men i det her tilfælde er der som sådan ingen grund til at brokke sig. B&O BeoPlay HX (det korrekte navn) er udsøgt konstrueret, bløde, næsten varme, og er fortsat et perfekt ægteskab mellem æstetisk overflod og minimalistisk funktionalitet.

Så hvad er nyt? Jo, rummet inde i kopperne er blevet en kende større, der gør at HX bevæger mere over i over-ear snarere end on-ear. De er faktisk en del mere behagelige end tidligere, noget som har været noget nær den eneste anke vi har haft med H9-serien igennem årene. Desuden virker selve krumningen på bøjlen lidt bredere, så der ikke er lige så med pres ned på toppen af hovedet. Behagelige er de i hvert fald, det er helt sikkert.

Indvendig finder vi to specialdesignede 40 millimeter neodymium drivere med basporte. Selve signaturen er stort set den samme, dog med forbedret dynamik. Testsuiten har bestået af en række film og tv-serier, heriblandt The Falcon & Winter Soldier på Disney+, Zack Snyder's Justice League på HBO Nordic, samt en kombination af R&B igennem Jamie Isaacs (04:30) Idler og Foals' glimrende playliste af solide indie-rock albums igennem de sidste 10 år (se det som en anbefaling). Præcis ligesom med H9i'erne er der en dybde du virkelig ikke rigtig kan finde andetsteds. Vi tænker at der er tale om en ret præcis kalibrering her, for lydlandskabet af en bredde som er svær at beskrive. Det skyldes efter al sandsynlighed at mellemtonen fremstår ret præcis, og ikke fortabes i dynger af bas.

Ligeledes har vi aldrig, som i ret kategorisk aldrig, hørt et headset der bibeholder så meget samtalekvalitet. Her taler vi om kvaliteten af den optagede stemme der kommer igennem de i alt fire beamforming-mikrofoner, der er særligt tunede til at optage klar stemme fra dig, og efterlade udefrakommende larm der hvor den hører hjemme - ja... ude.

Så langt så godt, men B&O BeoPlay HX'ernes "party piece" er uden tvivl batterilevetiden. Vi har testet over adskillige dage med stopur på ved tænding, og vi klemte 39 timers afspilning og samtale ud på én opladning. Det har vi aldrig prøvet før. Det her var med Bluetooth og ANC. B&O selv lover 35 timer, men af en eller anden årsag kravlede de langt derover.

Derudover har vi alt det andet man kan forvente. Den ret store æske man får med er lækker, og hård, så de er beskyttet i en taske, og der understøttes Google Assistant, samt forbindelsesteknologier som Microsoft Swift Pair, Google Fast Pair og Made for iPhone, der gør det til en sømløs oplevelse på tværs af stort set alle enheder.

Selv applikationen har fået en overhaling, og er nu lidt mere responsiv. Der er stadig lidt problemer med at sidestille parringen via appen, og parringen via den egentlige Bluetooth-protokol. Her, mange år efter, annullerer de stadig hinanden. Men udover det fungerer BeoSonic-teknologien godt, der specialdesigner lyden efter dit hoved, og de EQ-indstillinger der var at finde fungerede effektivt.

Det hele er sådan set præcis som det skal være, bortset fra én ting. Vi havde i denne forbindelse lidt svært med at blive gode venner med det kapacitive aluminiumsring på hver kop, som styrer volumen og ANC. Det krævede for ofte en lettere presset finger for den at registrere den cirkulære bevægelse. Det er ikke helt dumt, og vi har set værre touch-implementeringer end denne. Men når man er dyrest, så bør man være bedst, og det her er kun acceptabelt.

Men er HX en ordentlig efterfølger? Ja, det må det siges at være. Med lyd der simpelthen ikke kan matches af nogen, overhovedet, solid pasform og komfort og en konstruktion der virkelig batter, B&O fortjener fremgang, det gør de bare. Jo, de er dyrest, men de har altså også noget at have det i, når de laver produkter som HX og Portal.

Fuld profil 44.938 udgivne artikler
Hvorfor stole på Gamereactor
23 Udgaver Hver med sin egen redaktion og sine egne karakterer.
1998 Udgiver siden Uafhængigt ejet hele vejen.
100% Hands-on Skrevet ud fra tid med spillet, aldrig pressemateriale.
1–10 Netværksscore Hver udgaves karakter, sammenlagt og vist.