Beat 'em up-spil har fået lidt af en renæssance i løbet af de sidste par år, og flere klassiske serier har gjort comeback på moderne platforme. En af disse er udvikleren Dotemus Streets of Rage 4, der lykkedes ganske fint med at bringe Mega Drive-serien til et nyt publikum og samtidigt stille nostalgiske fans tilfredse.
Nu meddeler udvikleren, at den kommende DLC Mr. X. Nightmare udkommer den 15. juli. Udvidelsen vil koste 8 euro og bliver tilgængelig på PC, PS4, Switch og Xbox One.
I den kommende opdatering oplever du et nyt eventyr i selskab med tre nye kamphaner: Estel Aguirre, Max Thunder og Shiva.
Der kommer også samme dag en gratis opdatering til Streets of Rage 4, der tilføjer en ny sværhedsgrad, Mania+, samt en ny træningsdel, hvor du kan lære spillets mange tricks.
Er du samlertypen, så udkommer der også en fysisk version af spillet til Nintendo Switch og PS4, der udkommer den 28. september.