Skip to main content
Gamereactor Hardware
Hardware

Steelseries Arctis Prime Headset

Steelseries har lave en ren serie af esportsprodukter, og ikke overraskende er der et headset iblandt
Kim Olsen 3 juli 2021

Steelseries har leveret seriøs gaminghardware, længere end de fleste af deres kunder har levet, og det kan næsten undre, at man først nu har en separat serie med rene esportsprodukter.

Tanken bag er, at producenten godt ved, hvad brugerne spiller, og derfor er alt andet end det mest nødvendige til netop dette formål fjernet for at få omkostningerne ned og tilgængeligheden tilsvarende op.

Prime består pt. af en enkelt model hovedtelefon og tre mus.

Tingene er prissat rimeligt aggressivt, 899,- for headsettet, Steelseries har altid været gode til at holde prisen sådan nogenlunde fornuftigt nede, i forhold til at de er et kæmpe brand med enorme udgifter til marketing.

Arctis Prime headsettet er en lidt mellemting i forhold til det eksisterende, for det minder mest om en Arctis Pro, hvor man har fjernet DTS og RGB for at holde prisen nede. Og det passer mig glimrende. Så får man nemlig "Hi-res" driverne fra Pro serien, i stedet for "S1" driverne fra den almindelige Arctis serie. Det er sort i sort, og giver et godt pro-look, som den slags i min optik også bør have.

Her kommer også en af de bedre ting ind, nemlig betjeningen. Volumen op og ned i venstre side, tænd/sluk for mikrofon. Tak. Alt det andet er sikkert fint, men det har jeg allerede indstillet andre steder, og jeg HADER at skulle fifle med fem forskellige knapper, der sidder side om side på mit headset. De her to funktioner er reelt alt, man skal bruge.

Selve hovedbåndet er lavet i aluminiumslegering og stål, hvilket er en pæn måde at fortælle at man godt ved, at ens produkter nok ikke altid bliver lagt ned pænt og forsigtigt. Det giver også en virkeligt god premiumfølelse på trods af at 900 kroner for et headset desværre er semi-billigt efter moderne standarder. Det er med "ski" hovedbånd, og byggekvaliteten er virkeligt høj for et sub-900 kroners headset.

Ørepuderne udgør den passive støjdæmpning, og det gør sådan en omgang kunstlæder faktisk ret godt. Jeg er personligt mere fan af de mesh-puder Steelseries bruger på mange andre produkter, men komforten med disse var faktisk rigtig god, selv her i sommerperioden og over længere tid.

Man har valgt et analogt jackstik, men faktisk er den ende det sidder i mikroUSB, så USB-forbindelse burde være muligt. Og så hører der et fint splitterkabel ,med hvis man har separat mikrofon og hovedtelefonindang, hvilket igen forlænger kablet enormt meget. Det betyder så også, at man kan forbinde med alt der bruger 3.5mm minijack uden problemer.

Følsomheden er på 92dB og burde kunne drives af de fleste udgange, selv på laptops. Frekvensresponsen er opgivet til 40kHz, hvilket er fint og rent teoretisk giver mulighed for bedre overtonegengivelse, men det er nok ikke lige det, der er i fokus. Der hvor jeg som altid bliver irriteret er, at stort set ingen oplysninger er tilgængelige om driverenheden, andet end at det er 40mm, og at motorsystemet bruger neodymiummagneter. Jeg vil mene at man godt kan forlange nogle flere detaljer på noget så essentielt.

Mikrofonen er Steelseries egen ClearCast, en klassisk boommikrofon, der kan trækkes ind og ud af headsettet. Lyden har et hint af kompression, og man skal lige prøve sig lidt frem med placeringen for at undgå alt for tydelige S- og T lyde. Den er ikke særligt lineær, men har enormt klar talegengivelse, og det er jo pointen i det hele. Alt i alt særdeles fornuftigt.

Lydkvaliteten er bedre end ventet. På Jethro Tulls Aqualung kan man rent faktisk tydeligt høre lilletrommeanslagene. Niels Lofgrens Keith Don't Go bliver særdeles hæderligt gengivet, på noget der er et par relativt billige gaming-hovedtelefoner, og man kan rent faktisk høre efterringningerne på guitaren, om end at gengivelsen nok er lidt for basset for puritanere. Kunne der være mere transparens og bedre opløsning? Ja, men i det her tilfælde havde jeg gjort, hvad 99% af brugerne ville gøre, ind i computerens udgang, og så på med noget Tidal.

I spil er der drøn på. Tunge maskingeværssalver flår igennem stilheden i en boligblok, hvor jeg netop har set en fjendtlig patrulje, og det der ærgrer mig, er at mange nok vil bruge det her headset uden en dedikeret forstærker. Dermed kommer der en smule ekkoeffekt, da hovedtelefonudgange generelt bare ikke er kraftige nok til at udøve den totale kontrol over enhedens vandring.

Jeg har lidt svært ved at give det her karakter, for rent lydmæssigt er der nogle ting der glipper, når det er lukkede hovedtelefoner, der er forbundet med USB. Omvendt duer åbne elektrostater eller lignende bare ikke til LAN eller særligt meget esport, og kræver dedikeret forstærkning, så hvis vi holder fokus på formålet med produktet, bliver det stadig til en karakter i den rigtigt høje ende.

Fuld profil 1.173 udgivne artikler
Hvorfor stole på Gamereactor
23 Udgaver Hver med sin egen redaktion og sine egne karakterer.
1998 Udgiver siden Uafhængigt ejet hele vejen.
100% Hands-on Skrevet ud fra tid med spillet, aldrig pressemateriale.
1–10 Netværksscore Hver udgaves karakter, sammenlagt og vist.