Blandt Apples efterhånden ret mangfoldige og facetterede line-up af produkter, så har AppleTV altid været lidt kuriøst positioneret. Hele ideen bag Apples designfilosofi er at tilbyde en brugervenlig indgangsvinkel til et helstøbt univers bestående af sammenhængende produkter, men i en verden hvor de fleste fjernsyn allerede har alle de mest afgørende applikationer og streamingtjenester, og sågar har AirPlay, Chromecast eller en anden form for enhedsspejling indbygget, hvad skal du så med endnu en dedikeret "boks" på dit tv-møbel, særligt når nu at en 4K-variant ikke ligefrem er billig?
Apple har her for nylig lanceret et nyt AppleTV, og denne udgave af relativt beskeden i sin ambition, men fikser da ét centralt ankepunkt, der for de fleste har været en ret afgørende barriere - fjernbetjeningen.
Og vi kan lige så godt starte der, for det er den mest håndgribelige opgradering i denne opdaterede udgave. På mange måder er den et slags "throwback" til den originale AppleTV-fjernbetjening, og det er som sådan ikke nogen kritik. Vi snakker ét aflangt stykke aluminium, perfekt afvejet og med navigationsknapper i stedet for de mildest talt forfærdelige touch-baserede input man var tvunget til at bruge tidligere. Derudover er knapperne let forståelige, tilfredsstillende responsive og selve layoutet er ikke dramatisk anderledes, men det er samtidig nok den bedste set-top fjernbetjening på markedet. Det skal dog siges at du kan købe den her nye fjernbetjening til dit ældre AppleTV for cirka 499 kroner. Det er ret mange penge, men det gør dog at du kan få fingrene i den uden at købe et helt nyt system.

Og der er ikke mange andre umiddelbare grunde. Jo, du får HDMI 2.1, der tillader højere billedhastigheder i 4K, og du får mulighed for at bruge HomePods som stereohøjtalere trådløst. Dog er de ikke officielt lanceret herhjemme... Ja. WIFI6-integration tilbyder desuden højere hastigheder fra nyere routere. Og når ja, det er Apples A12 Bionic, der er enhedens SoC nu, og selvom den er en del hurtigere end den tidligere A10, så blev A12 Bionic introduceret i 2018's iPhone XS-serie, så det er ikke ligefrem helt ny teknologi.
Men selve konstruktionen er den samme, brugerfladen forbliver nærmest uændret, og udvalget af applikationer er det samme som på både ældre modeller, og konkurrenter såsom Googles Chromecast TV, eller dit eget fjernsynes udvalg af applikationer.
Det skal dog siges, at Apple har naglet billedekvaliteten i de tilknyttede applikationer takket være teknologier som Dolby Vision, Atmos og HDR10. I stort set alle tilfælde er der en ret markant visuel forskel i de film og tv-serier der understøtter disse teknologier, sammenlignet med eksempelvis Netflix på et LG-fjernsyn. Det hjælpes på vej af en ret smart ny kalibreringsfeature, der bruger en nyere iPhone-models kamera til at analysere billedet, og dermed foretage ændringer på AppleTV. Det her ændrer ikke fjernsynets, eller skærmens, indstillinger, men kun selve boksen, men hvis det er den du primært bruger til al din streaming, så er det slet ikke dårligt.

Så på mange måder kan det samme siges om det nye AppleTV 4K, som med så mange Apple-produkter. Hvis du i forvejen benytter dig af Apples tjenester, såsom Fotos, Apple Arcade og HomeKit, så kan det meget vel være at et AppleTV kan spille en ret central rolle i dit smarte hjem, og med en bedre fjernbetjening, solid streamingkvalitet og WIFI6, så er oplevelsen nok en del bedre end den der er indbygget i dit fjernsyn.
Men samtidig er det meget svært at anbefale til dem der i forvejen har et Chromecast TV, eller et ældre AppleTV, og det siger nok det hele.