Skip to main content
Hardware

Samsung Galaxy Book Pro 360

Bare fordi at den kan flippe, så betyder ikke at fejlene er væk. Eller nogen af dem er faktisk.
Magnus Groth-Andersen 24 juli 2021

For ikke så lang tid siden kiggede vi nærmere på Samsungs nye Galaxy Book Pro, og selvom vi hurtigt konkluderede at den så sandelig er en investering værd alene på grund af byggekvalitet, solid software og et glimrende tastatur, så var det samtidig, på mærkværdig vis, et skridt i den forkerte retning i forhold til den kun endnu mere glimrende Galaxy Book Ion fra sidste år.

Men, det er samtidig let at glemme, at hvis du gerne vil have en ny Galaxy Book, så behøver du ikke at gå direkte efter Pro'eren, for der er en række alternativer til hovednummeret, deriblandt Pro 360, som lader til at være den model de fleste tech-anmeldere i verden har kastet sig over.

Først og fremmest er det værd at slå fast, at stort set alt ligner sig selv, på godt og ondt, så derfor kan størstedelen af vores anmeldelse af Book Pro ligeledes bruges her, men samtidig er der dog nogle ret markante ændringer, som gør sig gældende, og som er værd at nævne.

Først og fremmest kunne vi, desværre, konkludere, at selvom Samsung selv havde luftet løftet om en batterilevetid på Pro-maskinen på over 12 timer, så var vores testenhed udstyret med en Intel i7-1165G7, og det betød desværre, at vi så noget der lignede fire timers brug, og det uden at presse maskinen med billedredigering eller let gaming. Denne Pro 360 er udstyret med en i5-1135G7, og effekten er mildest talt massiv. Det er samme 63Wh-batteri, men vi har klemt cirka 11 timers blandet brug ud på én opladning. Jo, naturligvis er det stadig virkelig ærgerligt, at man bevidst skal sabotere antallet af hestekræfter for at få acceptabel batterilevetid, men det er dog værd at nævne, at denne konfiguration er langt bedre, hvis man gerne vil "forblive mobil", og alt det der.

Det er desuden samme 13.3 tommer Super AMOLED, der godt nok også er i 1080p, men forbliver det flotteste panel på en Windows-bærbar vi nogensinde har set, og det til trods for at en lavere opløsning end eksempelvis Microsofts PixelSense-paneler på Surface-maskinerne, eller Huaweis 2K-skærme. Der er stadig en gigantisk hage på displayet, én som, igen, ikke var på sidste års Book Ion, og det er ligeledes super irriterende her, at se Samsung tage et afgørende skridt tilbage.

Men ellers er hængslen der gør denne 360'er til en solid tablet ret så fin, og den er, samlet set, mere brugbar end den almindelige Pro, selvom man ofrer nogle smarte porte, såsom HDMI, i samme ombæring. Den er stadig ganske let, og vejer kun lige over et kilo, tastaturet er glimrende, trackpaddet er responsivt og bredt, højtalerne er bedre end gennemsnittet, og den lader hurtigere og mere konsekvent end tilsvarende maskiner. Tag ikke fejl, de nye Book Pro-maskiner er stadig blandt markedets absolut bedste, og nok en af de mere brugervenlige af slagsen, men desværre er der, også her, forvirrende beslutninger.

Samsung har valgt at give dig en ny S-Pen med, og det er faktisk ganske generøst i en tid hvor producenter har det med at undlade dem (vi kigger på jer, Apple). Men væk er den Note-lignende "silo", hvor man kan opbevare pennen på farten, og som også holder den opladt. Det har Samsung vitterligt haft før, men nu er den helt og aldeles væk, og det er svært at se hvorfor.

En Book Pro 360 står dig i noget der ligner 9000 kroner. Det er mange penge, særligt i en verden hvor du kan købe sidste års Huawei MateBook X Pro for 8000 kroner, eller en en Microsoft Surface Laptop 4 15" for samme penge. Men Samsung har bare noget X-Faktor i forhold til den måde de designer forbrugerelektronik på, en byggekvalitet, en software-tække, og derfor er denne stadig ret let at anbefale, om ikke andet fordi den tættere kan integreres med andre S-Pen relaterede applikationer, som kun understøttes af Note- og Tab-serien. Hvis du i forvejen rocker en S-Pen, og én af de enheder, jamen så passer Book Pro 360 direkte ind i det workflow.

Men det forhindrer dog stadig ikke de her 13"-maskiner i at være en kende skuffende. Vi venter stadig på at kunne anmelde 15"-udgaverne, og så må vi se om det er en anden historie.

Fuld profil 44.938 udgivne artikler
Hvorfor stole på Gamereactor
23 Udgaver Hver med sin egen redaktion og sine egne karakterer.
1998 Udgiver siden Uafhængigt ejet hele vejen.
100% Hands-on Skrevet ud fra tid med spillet, aldrig pressemateriale.
1–10 Netværksscore Hver udgaves karakter, sammenlagt og vist.