Selvom der findes mange telefoner på markedet efterhånden der er "ekstra", i den forstand at det primært handler om at give brugeren en gnidningsfri, avanceret brugsoplevelse ved hjælp af de seneste teknologiske opgraderinger, så har Sonys spin på den formular altid været ganske særlig.
Jo jo, Samsung giver dig "100x Space Zoom", og Xiaomi giver dig et ekstra display i selve kameramodulet, men for Sony har det altid været målet at give dig en telefon, hvor hver eneste lille detalje er formet efter forbrugerens ønsker. Et sandt "power user's paradise", om man vil. Problemet har bare altid været, at selvom dette har været målet med Xperia 1-linjen, så er det bare aldrig lykkedes helt. Sidste år var 21:9-skærmen eksempelvis et gudesmukt 4K OLED-panel, men dog i 60Hz, som allerede der var et no-go for mange.
Men noget kunne tyde på at Sony denne gang virkelig har formået at levere på power user-løftet, og hver eneste specifikation, hver eneste lille del af denne ret så pragtfulde smartphone er ret så udsøgt designet og konstrueret.

Så lad os opsummere. 21:9-skærmforholdet er naturligvis tilbage, og ligeledes er 4K OLED-panelet, dog er det denne gang i 120Hz. Check. For de audiofile vender 3.5 millimeter hovedtelefonstikket sågar tilbage, efter at det manglede sidste år. Check. I stedet for en højpoleret glasoverflade bag på, der bare æder fingeraftryk, så er den nu i frostbehandlet glas. Check.
Så langt, så godt, ikke? Hvad er der vitterligt tilbage som selv den mest sultne power user kunne mangle? Snapdragon 888, 12GB RAM, enten 256 eller 512GB plads, og plads til udvidelse via microSD, trådløs opladning samt lader med i kassen (tænk at det er et plus) og et batteri på 4500mAh. Og når ja, Sonys udgave af Android er blandt de reneste på markedet.
Det har taget Sony tid at finde ud af præcis hvad det er det her relativt lille, men passionerede, hjørne af markedet vil have, og hvordan prioriteterne inddeles, men det virker virkelig som om, at med Xperia 1 iii, så er vi virkelig kommet i mål.
Så er der nogle ankepunkter her? Tja, batteriet er godt nok ret stort, men et 4K OLED-panel i 120Hz, som du i øvrigt ikke kan skrue ned for, kræver også meget strøm, så batterilevetiden har i testperioden ikke ligefrem været glimrende. Snarere kan vi dog sige, at den fik os fra solopgang til solnedgang med cirka 20% tilbage, som igen ikke er direkte fantastisk, men acceptabelt.

Og så er der kameraerne. Vores testperiode med Sony Xperia 1 iii har ikke været helt lige så lang, som vi ellers godt kunne have tænkt os, men det har dog været lang tid nok til at være vi har udforsket linserne bag på, samt fået et solidt førstehåndsindtryk af den såkaldte "variable"-linse, der på en måde er to telefoto-kameraer i én. Ligesom tidligere har Sony valgt at afstå fra et hæve megapixel-loftet på deres kameraer, og giver os en 12 megapixel f/1.7 24 millimeter standard wide, en 12 megapixel f/2.2 16 millimeter ultra-wide og til sidst den unikke adaptive telefoto på 12 megapixel, som kan skifte imellem f/2.3 70 millimeter og f/2.8 105 millimeter ved fysisk at bevæge glasset inde i linsen.
Ideen med sidstnævnte er at give dig flere muligheder som fotograf, uden at de her i forvejen sindssyge kamerahuse skal blive endnu større, noget som forbrugerne i forvejen er ret trætte af. Den kan skifte imellem 2.9x optisk zoom og den anden kan skubbe helt ind til 4.4x zoom. Det er ikke det helt samme kvalitet som der eksempelvis er på Samsung Galaxy S21 Ultra, der via et periskop giver dig 10x optisk zoom, men billederne er i brede træk stadig skarpe, og fyldt med detaljer.
Xperia 1 iii arver i brede træk dens wide og ultra-wide fra forgængeren, og dem gennemgår Kim i den anmeldelse, som du kan finde her (https://www.gamereactor.dk/gadgets/908273/Sony+Xperia+1+II/). Men den mere specialiserede opsætning er her stadig, det skal siges. Du har stadig en dedikeret shutter, som sidder i to trin, som betyder at du kan holde halvt nede for at jage efter fokus, og så trykke på og bruge Burst Mode til at tage et utal af billeder. Sammen med en dobbelt PDAF-teknologi, der giver umiddelbart øjeblikkelig autofokus og automatisk sporing af lagene i billedet, der gør at du let kan holde fokusset på mennesker og dyr. Det har aldrig været lettere at bruge Sonys mere niche-orienterede features, men det betyder ikke at Sony åbner op for pøblen. Xperia 1 iii er stadig umiddelbart designet til dem der ønsker at pille ved indstillinger, og finde den rigtige farvebalance, lyssætning og fokus gennem telefonens Pro-applikationer.
Det er en helt anden tilgang end eksempelvis Google og Apple bruger, som hvert år arbejder hårdt på at åbne deres hardware op med softwaren, så stort set alle slags brugere kan nyde godt af dem. Sony kan tilsyneladende godt lide at være et indelukket økosystem, og selve kameraets ViewFinder er sågar skræddersyet til dem der allerede har stiftet bekendtskab med Sonys DSLR-kameraer.

Det betyder dog ikke at billederne ikke er imponerende, selvom at farvetemperaturen til tider er en smule kølig. Sony tager ret kategorisk afstand fra slagkraftige farveprofiler og hårdere kontrast. Det er fint at være mere realistisk i sin stillingtagen, og er man semi-professionel, jamen så vil måske gerne have et fladt billede, som man har lettere ved at lege med i PhotoShop efterfølgende. Men det betyder bare, at det her kamera virkelig ikke gør sig bedst i amatørhænder.
Til en pris på cirka 10.000 kroner, så tager Sony stadig lidt for meget for deres smartphones, særligt nu hvor de lidt er outsidere sammenlignet med Samsung og OnePlus. Men når det så er sagt, så får du virkelig hele pakken her, og hvis der er en telefon der virkelig ville kunne retfærdiggøre et "Ultra"-navn, jamen så er Xperia 1 iii. Så god er den.