4K-projektorer har været på markedet nogle få år, men laserbaserede projektorer har altid været temmelig dyre for almindelige mennesker, men det ser ud til at man snart har fået prisen ned i et rimeligt leje.
LG's 810PW kommer med 97% DCI-P3 farvedækning, 1.6x zoom, AirPlay og webOS 5.0. Farverne ud af boksen er i øvrigt ikke helt tossede, og der er HDMI 2.1 eARC. Det er dog kun den ene indgang, de to andre er 2.0b. Vil man have 12V trigger, så skal man op i den semiprofessionelle udgave der ellers er rimeligt ens, og den har så også trådløs surround-overførsel i form af WiSA, der også benyttes af Bang & Olufsen.
Men inden vi kigger nærmere på hvad 8.3 MP 4K kan gøre for din filmoplevelse, så synes jeg at LG fortjener ros for designet, indstillingerne er lavet som velintegrerede drejeknapper under optikken, men inde i dens chassis, og så på siden, og den er ganske kompakt. Herudover gør placeringen at man ikke ved uheld kan komme til at ændre på fokus og zoom da de ganske enkelt er afskærmet.
HDR Pro er en paraplybetegnelse for at der understøttes både HDR10, Dynamic Tone Mapping, HLG samt HGIG, så ingen Dolby Vision eller Advanced HDR, men sidstnævnte bruges kun meget begrænset. Det er dog udviklet delvist af LG, og det undrer derfor at det ikke supporteres. Når det er sagt, så er HDR på en projektor aldrig det samme som på et TV, hvor man, for det meste, kan styre hver eneste pixel. Men med Dynamic Tone Mapping, hvor dejligt det er at eliminere behovet for individuel tilpasning manuelt, alt efter titel, så kan man kun slå det til eller fra, og lidt mere kontrol fra brugerens side havde været rart, så man selv kan bestemme hvor lyst det skal være.

Som de fleste moderne projektorer kan der leveres op til 300", men så er vi også oppe i en størrelse der lidt mere er en semiprofessionel biograf. Der er manuelt fokus, og jeg er altså ikke så doven at det trækker ned i min bog. Det gør larmen til gengæld, den er lige i overkanten, men det er et generelt problem ved mange konsumprojektorer i dag. Der er horisontal og vertikal linseskift, altså 24/60% +/-, rigeligt i min bog.
Selvom at alternative irismodi ikke er noget nyt, så er det nu stadig dejligt at det findes, men hvis man køber en 4K laserprojektor, så har man sikkert også gjort sig lidt tanker om dens brug og placering. I testperioden var den dog primært i et mørkelagt dedikeret rum. Jeg finder i øvrigt LG's marketingsbillede for denne funktion for ganske sjov, da projektoren på dette udstråler lilla lys - hvilket jeg aldrig har set eller observeret, og der er nul kabler tilsluttet af nogen art. Jeg har ikke rigtig det store at sige om selve implementeringen, den virkede fint, men det havde jeg ærligt talt også forventet.
Adaptiv kontrast er endnu et trick i ærmet, hvor lyset justeres til, kunstigt vil nogen sige, og sikrer at der er er kraftigere farver og mere dyb sort. Men enten har jeg misforstået det, eller også skal der være automatiseret iris, der ændrer sig i forhold til det projekterede materiale, for at det er ægte adaptivt, og det er den altså ikke her. Særligt i oplyste rum kan sidstnævnte være et problem, og ditto hvis man har valgt et meget lysstærk modus. Når det er sagt, så er kontrasten fin for en projektor, men det kan altså gøres bedre. Er man vant til dyrere modeller, eller OLED TV, bliver man ikke imponeret.
Filmmaker Mode er efterhånden forventet på alle nye TV, men det passer mig glimrende at der er en udvidet "Cinema Mode" tilgængelig. Der er heller ingen 3D, det passer mig fint, hellere god 2D end en halvgod udgave af begge. Jeg plejer selv at slå det meste fra, men for dem der har stor forskel på hvordan de ser eksempelvis serier kontra film, vil man opleve stor forskel.
Det er ikke en billig fætter, 27.917 kroner skal der betales. Men så er der også en separat laser til den røde farve, og det er en dual-laser lyskilde med lang levetid.
For de penge får man så også et 300 watts bæst. Det lyder voldsomt opslidende for lyskilden, men den er dog opgivet til 20.000 timer nominelt, og til min store overraskelse er det ved "høj lysstyrke", hvor det er muligt at få hele 10.000 timer ekstra ved at køre med ved Eco-indstilling. Det svarer til at den kører i 1.250 dage i træk uden pause. Det bude dække de flestes behov.
Man skulle tro at der i sådan en prisklasse var blevet plads til en ordentligt throw-ratio, eller "kasteforhold" som det åbenbart hedder på dansk, i min verden er et kasteforhold noget der omhandler sociale konstruktioner i Indien, så vi holder os til det engelske udtryk - men hvor om alting er, så er det på 1.3-2,08. At man for så mange penge ikke kan komme ned på mindst 1.0 eller derunder undrer mig en del. Det er en projektor der er pæn nok til at kunne stå på en hylde og ikke nødvendigvis skal loftmonteres.

Det er vigtigt at understrege at det her ikke er en gaming-projektor, opdateringshastigheden er 60Hz, og den input-lag der er, er ikke oplyst, men trejdeparter rapporterer om lige under 50ms, til over 80ms alt efter modus og opløsning, altså langt fra de sub 10ms, som både TV og projektorer beregnet til gaming kan præstere, og 16ms er for tiden ret standard for projektorer der er rettet mod gamere, kombineret med 120hz-opdateringshastighed. Spiller man mest RTS er dette dog aldrig et issue, men FPS er ikke en optimal genre i dette tilfælde, men det er nok også en sjældenhed for de fleste.
SmartTV-delen dækkes af LG's WebOS 5.0, og kender man LG's fjernsyn føler man sig straks hjemme, da man får en komplet fjernbetjening med. I modsætning til stort set alle andre SmartTV-projektorer jeg har prøvet, så er fjernbetjeningen responsiv, og virker med det samme, og det lyder dumt, men i det daglige gør det faktisk en kæmpe forskel. Brugervenligheden ved fjernbetjeningen er i top da det jo reelt er en rigtig fjernbetjening, og ikke mindst den samme brugerflade som man kender fra LG's TV. Jeg synes dog ikke der er sket det store på den front i snart mange år, men hvorfor ændre på noget der virker? I specifikationerne er Netflix ikke nævnt, hvilket ikke giver nogen mening for mig da jeg er ret sikker på at det har været tilstede på LG's smartTV i snart mange år.
Jeg har efterhånden lært at "Expert Room" ofte kræver mindst justering ab fabrik, og sådan er det også her, det er de modi med mindst overdrevne farver (og farverne her kan være virkelig voldsomme) og mindst gråtoner blandet ind i det sorte. Både mørkelagt og meget lyst rum har hver sit dedikerede ekspertmodus, og de skal ikke justeres meget for at man i min optik får det optimale billede. Der skal justeres lidt, men med et meget højt antal kalibreringspunkter og et ret avanceret farvekorrektionsprogram samt gode gammaindstillinger, giver det en enorm mængde kombinationsmulighder og tilpasninger. Puristerne vil sikkert savne lidt flere indstillinger til hvidbalance, men for mange vil det nok ikke betyde så meget. Til almindelig hjemmebrug vil jeg mene at det er for meget, på samme måde som der er syv forskellige HDR-indstillinger, jeg har aldrig haft brug for tre forskellige filmindstillinger eller to forskellige "max lys" muligheder, men igen, den her projektor er rettet imod den mere seriøse køber.
Jeg så de fleste film i en lettere modificeret Home Cinema modus, og serier samt sport i Standard med en smule farvekorrektion. Jeg tror at man sagtens kan leve med hvordan det ser ud direkte ud af boksen, men der er i forhold til personlig reference meget at vinde på at lege bare lidt med tingene.
Farverne er voldsomme, lysstyrken intensiv, og selvom at sortiveau-differentieringen er mangelfuld sammelignet med et TV, så er det ret godt for en DLP-projektor. Normalt er jeg ikke særligt glad for HDR-indhold på projektor da det ofte kommer til at blive en rodet affære med både lys og farver der bliver blandet sammen, men her har det faktisk været en fornøjelse, måske fordi at billedet virkeligt kan stå skarpt i 4K.
Mens det heftige lys som denne maskine kan producere måske er medvirkende til at entusiaster kan finde sortniveaudifferentieringen mangelfuld, så gør det også at det rent faktisk er en brugbar løsning hvis man har sin projektor placeret i stuen, eller for dem der gerne ser det som en reel afløser for et 85"+ TV. Til gengæld har det også den effekt at man subjektivt opfatter billedet som mere mørkt end hvad det faktisk er, og det realisere man først når man skifter modus.

Personligt fandt jeg det en fordel at bruge Cinema Mode, der bliver ganske enkelt fjernet så meget lys at man muligvis går glip af at udnytte projektorens fulde lysstyrke, den bliver i det hele taget reduceret lige så snart man piller bare en smule ved indstillingerne, men det øgede sortniveau er det helt klart værd i min optik.
Jeg vil personligt nok foretrække en 120Hz gengivelse hvis muligt, men for 60Hz er det ikke fordi at hurtige bevægelser er mangelfulde, og til film og RTS spil sidder man ikke og føler det mangelfuldt. Men det kan fås bedre.
Det er er dog vigtigt at skrive sig bag øret at den performance man får alt andet lige fuldt ud matcher den billedkvalitet man betaler for. Vil man have det sidste med, så koster det uforholdsmæssigt meget, og jeg tror at de fleste vil være glade for især de både korrekte såvel som kraftige farver der kan leveres. Jeg foretrækker ofte lidt varmere farver end hvad der er farvekorrekt, og det kan jeg få her, kombineret med noget der rent faktisk minder om en rigtig HDR effekt som, uanset hvad marketingsmateriale siger, altså bare ikke er det samme på TV som på projektor.
Ville jeg selv overveje en LG 810PW hvis jeg skulle opgradere i morgen? Ja, det ville jeg helt klart. Jeg spiller ikke på min projektor, og bruger den mest til film og serier.