Først blev Zenimax købt, og nu Activision Blizzard. Spørgsmålet er om der er flere af branchens største udgivere der skal købes af platformindehavere som enten Microsoft eller Sony, eller sågar Google, Apple eller Facebook.
Spørger du Financial Times, så er det EA der er den næste udgiver i køen, der kunne blive genstand for et stort, profileret opkøb. De er lige nu vurderet til $38 milliarder, men netop fordi at de blandt andet udfordres på fodboldtronen via knækket imellem dem og FIFA-organisationen, så kan de være sårbare.
Det skal dog siges at Financial Times spekulerer på baggrund af deres brancheviden, men altså ikke helt konkret har hørt at der er noget der ulmer.
Åbenbart skulle virksomheden dog være perfekt for et køb, eftersom de har stor ekspertise med mobilspilsudvikling, har en bred vifte af studier, og en god portefolie af IP'er.