Nu er det ikke ligefrem fordi honeycomb-struktur er "det nye sort" i branchen, men det er dog et design, en fremstilling, der så småt er ved at vinde indpas hos den slags forbrugere, der er ganske seriøse omkring gnidningsfri bevægelse og at lægge i toppen af pointtavlerne i deres yndlingsspil.
Og det er da også let at se appellen - at barbere vægt af bevæger os tættere på følelsen af at musen er en naturlig forlængelse af armen, og at fjerne den barriere gør en, helt lavpraktisk, mere responsiv - og det er trods alt millisekunder der tæller i spil som Counter-Strike: Global Offensive.

Asus vil også lege med, så her har vi TUF Gaming M4 Air, en mus der godt nok har karakteristisk honeycomb-struktur, men som afviger fra Asus' normale æstetik på næsten alle andre måder. Den er nemlig bare... ja, sort. Der er ikke noget RGB-lys, der er ikke engang noget TUF, eller Asus-logo. Det er bare en sort honeycomb-mus. At der ikke er brugt ekstra på RGB kan kun roses - der er trods alt ydeevne man mest af alt er interesseret i her, men manglen på identificerbare træk er i grunden lidt bizart at se.
Men imponerende konstrueret er den til gengæld, bare 47 gram, og det er uden at ofre bundsolide PTFE-fødder, et fleksibelt stofkabel og en sensor på 16.000 DPI. Der er sågar to ekstra museknapper på venstre side. Der er ikke, på den måde, noget der mangler, og det er kvaliteten af selve bevægelsen der skal være det afgørende her.
Sensoren er super præcis, leverer 40G's acceleration og har i testperioden præsteret som forventet. Sensorens fire indstillinger kan gemmes via Armory Crate, og kan justeres rimelig granulært i trin.

Og så er der de små ekstra ting, som er med til at gøre M4 Air til en lidt andeledes oplevelse. Først og fremmest har de sikret en officiel IPX6-certificering imod vand, som gerne skulle betyde at den kan tage imod ret meget væske før det er direkte skadeligt. Ikke bare det, men Asus påstår at der er en såkaldt "Antibacterial Guard" i selve toplaget, og som gerne skulle forhindre bakterier i at vokse på musens overflade. Det er en kærkommen tilføjelse for at sige det mildt, men vi har naturligvis ikke rigtig mulighed for at verificere. Dog skal det siges, at de har en certificering fra Taiwan Testing Center SGS.
Armory Crate forbliver et ret solidt stykke software, og sammen med ret taktile kontakter, så er det ret let at slå fast, at M4 Air uden tvivl vil tjene den performance-orienterede gamer til punkt og prikke. Den mangler lidt mere distinkt design, men det er vel et plus for nogle.
Det eneste umiddelbare problem er konkurrenterne. Eksempelvis testede vi Mountains Makalu 67 sidste år, som står dig i cirka 420 kroner. Hvorimod en officiel dansk prissætning glimrer ved sit umiddelbare fravær, så er den engelske pris £47.99. Lægger vi lidt danskhed i den pris, så kan det meget vel være at M4 Air er lidt for dyr.
Men det betyder ikke at du ikke får en glimrende mus, det gør du uden tvivl.