Skip to main content
Gamereactor Hardware Asus ROG Zephyrus M16
Hardware

Asus ROG Zephyrus M16 (2022)

Asus opdaterer deres bæst af en bærbar med Alder Lake og Ti-kort.
Magnus Groth-Andersen 12 marts 2022

Vi kunne rigtig, rigtig godt lide den sidste M16 fra Asus. I det hele taget synes netop denne producent at have fået rigtig godt styr på sagerne de sidste par år, og har høstet flotte anmeldelser for både G14 og G15. M16'eren har et eller andet sted altid stået i skyggen af de to, men netop via introduktionen af et 16:10 display og mere kraftfuld hardware under kølerhjelmen, så bør den spille en central rolle i deres line-up.

Det kan være at den nyeste M16, eller "ROG Zephyrus M16", kan ændre lidt på den etablerede status quo, for netop ved at læne sig ind i de aspekter den tidligere maskine fik ros for, så har Asus kreeret et bæst af en maskine for at sige det mildt.

Selve chassiset fremstår uændret, og du får stadig en ret slank maskine (alt taget i betragtning) på lige lidt over to kilo med det karakteristiske perforerede låg, masser af porte i form af to USB-A 3.2 Gen2-porte, to Thunderbolt 4-porte, HDMI, microSD, ethernet og Kensington. Du får stadig et ret responsivt tastatur, og et gigantisk, tilfredsstillende trackpad, der gør den yderst egnet til alskens produktionsarbejde lige såvel som gaming. Og der er stadig WIFI6, Bluetooth 5.0 og et 90Wh-batteri, der kan fast-charge fra 0-50% på 30 minutter. Til sidst er det virkelig værd at nævne de seks højtalere, der understøtter Dolby Atmos, der godt nok ikke når en MacBook Pro til sokkeholderne, men som uden tvivl er blandt den bedste gaming laptop-lyd du kan finde.

Displayet er decideret fantastisk, og vores testenhed er udstyret med et Pantone-valideret IPS-panel i 2560x1600 og i et skærmforhold på 16:10. Desuden er der 165Hz, 3ms forsinkelse og Adaptive Sync, dog kunne vi ikke G-Sync til at aktivere. Den Pantone-validering betyder at panelet ikke bare rammer 100% sRGB, men 100% DCI-P3 også, og du kan let, som i legende let, bruge det her panel til at redigere billeder og video semiprofessionelt, en fordel som fortsat kun Asus kan tilbyde.

Sammen med det panel får du ret vilde specifikationer, som er som følger:

CPU: Intel i9-12900H
GPU: RTX 3070 Ti 8GB GDDR6
RAM: 16GB DDR5 4800MHz
SSD: 1TB PCIE Gen4

Disse specifikationer burde give os ret solide resultater, og de egentlige bekymringer, særligt i forhold til CPU'en er mere batterilevetid og varme, snarere end imponerende resultater. Vi så eksempelvis 11003 i 3DMarks TimeSpy, som ofte ikke fortæller os alt for meget. Vi så dog Forza Horizon 5 give os 77fps i 1600p på Ultra, og Grand Theft Auto V i Very High i 1600p levere 84fps.

I det hele taget bør du faktisk ikke rigtig have problemer med de 1600p panelet tilbyder, og samtidig ramme over 60fps i de største, mest krævende spil selv med alt maxet ud. Dertil kan det naturligvis være, at du ønsker eksempelvis at skrue ned for anti-aliasing, eller bare grafiske kvaliteter for at komme tættere på 165fps-grænsen, og det kan du naturligvis sagtens.

Solid performance, god byggekvalitet og et fantastisk display. Så er der nogle ulemper? Ja, det er der lidt. Først og fremmest er der vigtigt at understrege at den her bærbar larmer mere end lignende alternativer. Vi testede over 50dB på Turbo, og der er desuden en slags hvinen idet støjniveauet stiger, som kan være virkelig distraherende, så et godt headset er simpelthen afgørende. Dog så vi som resultat ikke alt for høje temperaturer, og selvom at 12th gen i9'eren ramte 95 grader, så skete det kun efter kontinuerlige syntetiske benchmarks.

Den indbyggede MUX Switch, der skifter over til den integrerede grafik, slukker den separate GPU for at forlænge batterilevetiden, så formår den stadig ikke at kravle over de 6.5 timers almindelig brug, muligvis grundet det større display.

Men der er altså larmen fra kølesystemet der virkelig genererer, og det har til tider været så overvældende, at vi overvejede om hvorvidt den var i stykker. Men når det så er sagt, så får du ydeevnen, transportabelt design, lækker byggekvalitet og et solidt panel. M16'erens ry er intakt, selvom at den ikke er helt så... ja, funktionel til almen brug som G15'eren måske er.

Fuld profil 44.938 udgivne artikler
Hvorfor stole på Gamereactor
23 Udgaver Hver med sin egen redaktion og sine egne karakterer.
1998 Udgiver siden Uafhængigt ejet hele vejen.
100% Hands-on Skrevet ud fra tid med spillet, aldrig pressemateriale.
1–10 Netværksscore Hver udgaves karakter, sammenlagt og vist.