The Stanley Parable er et spil, hvis koncept i høj grad handler om at lege med og undergrave spillerens forventninger, og det har udvikleren Galactic Cafe i høj grad også gjort med spillets kommende konsolversion. The Stanley Parable: Ultra Deluxe blev annonceret tilbage i 2018 som en udvidet og forbedret udgave af det originale kultspil, men siden da er projektet blevet udsat hele tre gange.
Nu skulle den dog være god nok. The Stanley Parable: Ultra Deluxe har fået en fast lanceringsdag, der hedder den 27. april, hvor spillet udkommer til PS4, PS5, Xbox One, Xbox Series X/S, Nintendo Switch og PC.
Som flere andre spil startede The Stanley Parable oprindeligt som en mod - i dette tilfælde til Half Life 2. Spillet fik sin selvstændige lancering tilbage i 2013.
