Skip to main content
Hardware

Asetek Simsports Invicta-pedalsæt

Danske Asetek har endelig lanceret deres premium pedalsæt, men vores racing-ekspert er ikke imponeret.
Petter Hegevall 1 juni 2022

Der har været en masse snak om de danske vandkølingseksperter hos Asetek de seneste måneder. De lancerede nemlig for et stykke tid siden et produkt, som må siges at eksistere lidt udenfor deres normale sfære, og man må bifalde modet der skal til for at sige; "slut med CPU-vandkøling" og påbegynde en større ekspandering ind i... simsportudstyr?

Men ja, det er præcis hvad de har gjort, og mere specifikt har de nu lanceret deres Simsports Invicta-pedalsæt. Fra start af har producenten stort set afvist alle eksisterende alternativer fra direkte konkurrenter. Faktisk har de afskrevet dem som "legetøj", som kun har skruet forventningerne endnu højere op.

Under udviklingen af Invicta har fokusset været på at skabe et sæt pedaler, der altid har en optimal "følelse" idet man bremser, som ifølge Asetek handler om stivhed og minimal travel for selve pedalen. Bremsen her bevæger sig næsten 20 millimeter, som er meget lidt sammenlignet med eksempelvis Fanatecs V3 eller Heusinkveld Sprint, og bremsefølelsen er opnået igennem en nu patenteret teknologi ved navn "Thorp", eller "Twin Hydraulic Opposing Rapid Pistons". Det betyder at der er en hydraulisk cylinder med dobbelte stempler der får bremsen til at føles hård som sten. Selv med de blødeste gummielastomer installeret, og med mindst mulig modstand i Aseteks ret fleksible software, så er Invicta-bremsen brutalt hård, men stadig sensitiv og realistisk, hvis jeg eksempelvis sammenligner med den ægte Porsche Cup GT3 jeg havde fornøjelsen af at køre på bane sidste år.

Her på Gamereactor bruger vi Heusinkvelds Ultimate Plus-pedaler, hvor bremsen er sat til omtrent 90% af det maksimale tryk, som naturligvis også er ret hårdt. At hoppe over til Asetek Invictas forsætteligt stenhårde bremse har krævet en ret komplet rekalibrering af ens fysiske hukommelse. Sagt mere direkte; bremsen er fantastisk. At kunne erstatte førnævnte gummielastomer uden at skulle bruge værktøj (alt kan fikses med fingrene) er også super smart, og Thorp-systemet gør uden tvivl hvad det skal. Bremsen er præcis, og efter en lille indlæringsperiode er det let at vænne sig til.

Mange simracer-spil anser da også bremsen for at være den vigtigste af de tre (eller to) pedaler, og det er måske også rigtigt, og på mange måder har Asetek virkelig leveret her. Er den bedre end den førnævnte Heusinkveld? Nej, hvis den tunes ordentligt er den lige så god, men det er altså alligevel stor ros til Asetek, tag ikke fejl af det.

Problemet er bare, at alt andet er skuffende ved de her pedaler, desværre. Til at starte med kan jeg ikke lide selve pladen, og den måde den er designet på. Asetek har bestemt at alle der køber deres produkter skal have sko på under brug, som jeg sjældent har. Eller, en gang imellem kører jeg med sko, men for det meste sker det i Sparcos simracing-sokker, som har en gummi coating nedenunder, og det virker bare ikke rigtig med de her pedaler, medmindre du er interesseret i at få revet huden af fødderne. Den lidt nubrede overflade på stålet, samt selve pedalernes ret aggressive hulmønster betyder at det simpelthen er for ubehageligt at bruge dem uden sko.

Et andet minus i min bog er det faktum at Asetek har bestemt sig, på forhånd, for at de her pedaler kun kan placeres på en bestemt måde, når det gælder mellemrum og hældning. Det føles altså mærkeligt når vi snakker om et sæt pedaler til en del mere end 10.000 kroner (for tre pedaler og pladen). Jeg ønsker at justere hældningen på pedalarmene, og jeg vil også gerne kunne rykke bremsen lidt længere fra speederen for at undgå at mine knæ rammer hinanden under brug. Og det kan du bare ikke her. Det kan man ikke på mange sæt fra Logitech, Thrustmaster eller sågar Fanatec, bevares, men de koster så også 1500 kroner. Invicta koster lige så meget som Heusinkveld Ultimate Plus, og de kan justeres på alle leder og kanter.

Desværre har jeg heller ikke meget pænt at sige om speederpedalen. Asetek har samlet hele deres kollektive fokus på bremsen, og har ignoreret speederen. Det er ret tydeligt efter bare få minutter med Invicta, for den føles netop lidt legetøjsagtig. Den er blød, og ikke responsivt nok, og du kan ikke skifte den ud med nogen andre pedaler på selve pladen. Og når nu vi er ved det, så er selve pedalerne lidt for snævre i det, og kan være ubehagelige i brug hvis man har store fødder.

Lad mig dog slutte af med at sige, at jeg ikke har nogen tvivl om at Asetek i længden har både ambitionen og sågar erfaringen fra egentlig racing til at skabe en række spændende kommende produkter. Men det gør det altså ikke muligt at vende et blindt øje til de problemer der er med Invicta-pedalerne, som uden tvivl, trods en solid bremse, er et værre alternativ sammenlignet med den tætteste konkurrent. Før at Invicta ville kunne retfærdiggøre sin pris, så skulle det hele være mere modulært og tilpasseligt, og speederen kræver en seriøs omvæltning. Som det er nu er de her pedaler middelmådige, desværre.

Fuld profil 362 udgivne artikler
Hvorfor stole på Gamereactor
23 Udgaver Hver med sin egen redaktion og sine egne karakterer.
1998 Udgiver siden Uafhængigt ejet hele vejen.
100% Hands-on Skrevet ud fra tid med spillet, aldrig pressemateriale.
1–10 Netværksscore Hver udgaves karakter, sammenlagt og vist.