Markedet for bærbare, særligt dem der er på grænsen til at være ultrabooks, har altid været heftigt, og med introduktionen af AI er det ikke ligefrem blevet bedre.
Acer Aspires 14AI er så deres bud på, hvad det skal koste, og hvordan at det skal gøres. Og det er svøbt i en lækker aluminiumsskal. Eller, den er så let og tynd, at det ikke føles sådan, men i en hverdag hvor hvert et gram skal barberes af, så er det altså vilkårene. Til gengæld er vi nede på 1.400 gram.
Vores anmeldereksemplar adskiller sig dog på et væsentligt punkt fra, hvad du finder hos din lokale computerforhandler - den havde nemlig en halvkedelig IPS-skærm i stedet for OLED, og IPS-udgaven findes af en eller anden grund ikke lokalt. Men medmindre Acer bruger en anden leverandør end alle andre, så burde skærmen være en fantastisk oplevelse af farver og respons.
Ellers var resten rimelig standard. Vores udgave var med Intels 258V CPU og en 140V GPU, 14" WUXGA-skærm med touch, 32 GB LPDDR5X og 512 GB NVMe. Den nærmeste model, man kan købe, er dog umiddelbart en udgave med 1 TB harddisk og så, som sagt, OLED, der byder på 100 % DCI-P3, 1 ms responstid og ikke mindst ordentlig sort- og farveniveau - til 9.800 kroner. Men... 60 Hz i 2025, det er i min optik ikke ok. Alt under 120 Hz burde ikke sælges. Batteriet er 65 Wh - det lyder ikke af meget, men når alt er optimeret til lavt strømforbrug, så går det nok. Der bliver lovet op til 22 timers batterilevetid. Vi fik 20 timer, men det afhænger ret meget af, hvad man gør med den. Så snart den skal arbejde, ryger batterilevetiden.
AI-PC'er er en lidt sjov størrelse, men er i det her tilfælde kendetegnet ved en dedikeret AI-assistent-knap og så ellers en masse små programmer, der reelt bare stopper dig fra at gå online og bruge andres tilbud. Et glimrende eksempel værende Microsoft Cocreator, som laver generativ AI-kunst, du dog har en del nemmere kontrol over - men det lugter bare stadig af AI. Også selvom der nu er en lækker OLED-skærm, man kan vise det på.
Alt med AI skal nævnes i TOPS (Tera Operations Per Second) - og det lyder alt sammen super flot: en NPU med 48 TOPS, et grafikkort med 67 TOPS AI. Lige indtil man husker, at RTX 4090-grafikkortet, der så småt nærmer sig at være tre år gammelt, byder på 1.300 TOPS. Tallene er nærmere sammenlignelige med en mobilchip på steroider. Laver man meget AI-arbejde, giver det naturligvis mening at gå efter noget med et grafikkort, der har en TOPS-rating på over 50, men måske man skal overveje en tungere, men kraftigere bærbar. Vi fik nogle ok benchmarks på den - over 2.700 i Geekbench 6, single core, og Steel Nomad Lite fra 3D Benchmark - der er specifikt lavet til den her type computere - ramte lidt over 3.700. Det er ret fornuftigt og nogenlunde på niveau med lignende computere. Multithreading går til gengæld knap så optimalt, så det behøver vi ikke at snakke om, men med den her type computer betyder det nok heller ikke det store. Og den lå ret meget på niveau med andre lignende modeller.
Et af de steder, hvor det giver god mening, er videoopkald. Her tilbydes effekter, sløret baggrund (bedre end det mange webcams har), og så auto-undertekster ved engelsk sprog. Jeg nåede desværre ikke at snakke med nogen, der havde en tyk lokal dialekt - det havde ellers været sjovt. Både Microsoft og Acer konkurrerer lidt om den samme type AI-systemer, og det er både sjovt, men også lidt mærkeligt. De fungerer nu meget godt sammen, og uden at være for negativ, så kan jeg godt sige, at webcammet har brug for lidt hjælp. Det overraskede mig lidt - særligt hvis der ikke er så meget belysning fra omgivelserne - skal AI'en på arbejde.
Computeren er lavet til at være online for det meste. Bare rolig, den har også lokal AI, men der er også godt med tilslutninger. Men hvor det er tænkt ind, så har man glemt noget mere essentielt - nemlig tastaturet. Der er to USB-porte, men ingen Ethernet-tilslutning. Der var nok ikke plads, og plads er nok også årsagen til, at tastaturet med fin hvid baggrund er, ja, middelmådigt, hvis jeg skal være flink. Det er på niveau med, hvad man får til en tablet, og konkurrenterne er ikke meget bedre, men jeg ville ønske, at nogen rent faktisk brugte penge på den primære måde, man bruger computeren på. Lyden er så ligegyldig, at man ikke engang gider at skrive det ind i specifikationerne, og det er nok meget godt - brug computerens Bluetooth 5.3 og tilslut et headset i stedet, for de indbyggede højttalere er pivringe.
Men nu skal man så huske, at den her type computer ikke er rettet imod hardcore gaming. Den er rettet imod seriøs studiebrug og ikke mindst virksomhedsbrug, hvor en let, højt transportabel computer med produktivitets-AI er vigtigt. Og på trods af - for klassen - ret heftige specs, så er prisen faktisk ganske rimelig.
Alt i alt en ikke helt dårlig, næsten solid lancering i en produktklasse, hvor der findes rigtig mange bud.