Skip to main content
Gamereactor Hardware Acer Predator Helios 500
Hardware

Acer Predator Helios 500 (PH517-52)

Stor, dyr og tung. Acer er ikke bange af sig med udtrykket; "say farewell to your desktop", der indikerer ret klart hvad man går efter.
Kim Olsen 19 april 2022

Her på kontoret har denne maskine skabt en heftig debat, for vi er nødt til at addresere noget af det mere væsentlige helt tidligt i teksten her, nemlig vægten. Denne maskine komme med to massive strømforsyninger, og nægter at virke fuldt ud hvis de ikke begge er tilsluttet. Det gør at man skal medbringe sin egen strømskinne eller splitter, og det hele vejer uanset hvad over 10 kilo. En ægte slæb-bar.

Og det er her jeg synes at der bliver sendt lidt blandede signaler. Det man får er åbenlyst en bærbar arbejdsstation, den er voldsomt kraftfuld, men den massive vægt, to strømforsyninger og et 4K miniLED, HDR1000, 100% DCI-P3 display med 120Hz opdateringshastighed siger mere "content creator" end "gaming". For gameren er et RTX3080 med 16GB VRAM, en Intel i9 11980HK, RGB-lysstriber, 32GB RAM og 2TB NVMe fantastisk. Designet er racerbilslignende, der er udskiftelige taster og WASD er 100% rettet imod gaming med sin egen type kontakter. Til gengæld er der 2TB NVMe plads (det er dog ikke opgivet noget sted om det er PCIe 3.0 eller 4.0, vi er dog flinke og antager det sidste). Men batterilevetiden er under en time i ren idle, og bare let browsing reducerer den til under en halv time, den er reelt set ubrugelig i bærbar tilstand, og den tager halvanden time at lade op.

Så det er måske ikke fordi at den direkte lider af personlighedsspaltning, men det er dog en af de der situationer hvor man måske har tyret alt ned i ét chassis uden reel tanke på hvordan en potentiel køber egentlig vil bruge den.

Prisen er en grimmert. Det er ikke en standardlagervare, faktisk har vi ikke kunne finde vejledende pris på netop denne udgave, men selv en demoudgave af udgaven med 32GB RAM går for over 30.000 kroner Det er meget når man tænker på at bade CPU og GPU sådan set er forældet når dette læses, idet Alder Lake CPU'er nu kan findes i bærbare maskiner, der kan findes på hylderne.

Du får dog både Bluetooth 5.2, 2.5 Gigabit Ethernet, WIFI 6, HDMI 2.1, Minidisplayport, tre USB-A og to USB-C, hvor den ene er med Thunderbolt 5. Helt usædvanligt, så er der et 1080p webcam. Endelig.

Som sagt, så har man på forhånd opgivet ideen om reel bærbarhed, og kun udstyret den med et 74Wh batteri, der ifølge producenten giver fire timers batteri. Det gør det ikke. På nogen tænkelig måde. I ren idle rammer man en time, men bare det at starte sin browser æder 10 minutter af batterilevetiden, og det bliver ikke bedre af eksempelvis at køre Discord og Word oven i. Den reelle batterilevetid er en halv time ved let browsing. Det er ikke meget når computeren er halvanden time om at lade op, og dette alene får temperaturen i maskinen til at stige til 78 grader.

Tastaturet er en lidt mærkelig størrelse, det er ikke helt fullsize, men det er rart at bruge, og så er det udstyret med MagTek mekaniske taster i WASD, hvor der er variabel aktiveringsdybde så det kan bruges som analoge aktiveringer, som man kender det fra flere af Roccats gamle high-end tastaturer. Det går fra 0.8-3.1 millimeter i udgangspunktet, og så kan de skiftes ud. Der følger både lineære MagForce- og racing-taster med. Der er naturligvis fuld RGB-belysning, ikke kun i hver enkelt tast, men også i lysstriber rundt om på computeren.

Højttalerne er koblet alt for hårdt til kabinettet, og selve computerens chassis synger med når man skruer op, det bør man i øvrigt ikke, højttalerne er eklatant ringe, selv for indbygningshøjttalere i en bærbar.

Softwaren er det klassiske PredatorSense, der både er overskueligt og nemt at bruge, ekstra point for det. Desværre er der også Planet9, som er endnu en "esportsplatform" med fokus på "community".

Kølingen foregår med Acers femtegenerations Aeroblade-system med 89 vinger per blæser og en hårdt styret luftgennemstrømning, ifølge marketingsmaterialet. Den har også noget der hedder et "PowerGem" - men desværre er det på ingen måde forklaret hvad det er, eller hvad det gør. Den trækker luft ind fra både toppen og bunden, og skubber det så ud bagtil og i siden.
Desværre er det både larmende og utilstrækkeligt, og man er reelt nødt til at have kølingen på maksimal styrke konstant. Den virker så også rigtig godt - det skal siges.

Computerens køling afhænger enormt meget af om den kører på batteri eller ej, og om den står på maksimal performance eller ej. Når den bare idler uden at være slutte til strøm lå GPU på 39 grader i en meget kold testkælder, og CPU lå på 38 med kølingen larmende på 23db. Desværre steg CPU-temperaturen som førnævnt helt op til 78 grader bare ved en let belastning, og bruger man computeren hårdt ligger CPU på 84 gennemsnitligt, med peaks på 93 grader imens GPU'en klarer sig fint omkring de 60 grader med 70 grader som højdespring. Slutter man strømforsyningerne til stiger idle temperaturen 10 grader på GPU'en, imens CPU ramte 60 grader i idle. Ved belastning kom CPU op på 96 i peak, og GPU på 71 grader, men dog kun med 26dB's støj.

Løsningen er derfor at ofre støjen der rammer 42dB, her ryster hele kabinettet, men GPU'en kommer ned på 60 grader selv ved maksimal belastning, og CPU'en kom ikke over 81 grader. Effektivt, men ekstremt larmende. Her kan et par godt isolerede hovedtelefoner kraftigt anbefales da de 42dB er målt i en meters afstand.

Og så til det sjove, nemlig den rå ydelse. Hvor intet andet er nævnt er det med alle kvalitetsindstillinger sat på absolut maksimalt og tallene angiver FPS.

3D Benchmark

Time Spy: 11720
Time Spy Extreme: 5962
Port Royal: 7571
Fire Strike Ultra: 7969
Fire Strike Extreme: 14208
Fire Strike: 21028

Og allerede her må man desværre konstatere at man ikke når op på siden af en stationær med samme grafikkort (der endda har 6GB VRAM mindre) og en prislap der er væsentligt mindre. Ikke at jeg havde forventet det.

Red Dead Redemption 2
1080p: 78,04
1440p: 62,57
4K: 40,33

Hitman 3 - Dubai
1440: 132,18
1080p: 161,02
4K: 77,48

Dirt 5
4K: 73

Total War: Warhammer II
1080p: 113,0
1440p: 93,1
4K: 62,3

Horizon: Zero Dawn
1080p: 117
1440p: 104
4K: 73

Total War: Warhammer III
1080p: 80.9
1440p: 85.2
4K: 30,3

Assassin's Valhalla
1440p: 83
4K: 58

Far Cry 6
1080p: 92
1440p: 85
4K: 60

Cyberpunk 2077 - DLSS Ultra Performance, Ultra Quality, Ray Tracing off
1080p: 117
1440p: 106
4K: 67

Man skal tage en beslutning. For som bærbar arbejdsstation er den dyr, men har den plads, processorkraft og GPU man har brug for. Men til bærbar gaming er de to strømforsyninger et problem, og som bærbar særskilt er en batterilevetid der reelt er under en halv time fuldstændigt uacceptabelt. Skærmen har med HDR1000, 4K, 120Hz og DCI-P3 på 100% en klar indikation på at være en content creator-orienteret skærm, men alt andet, både al lyset, specifikationer, markedsføring og RGB siger gaming. Markedet for bærbare er benhårdt, og med en forældet CPU, GPU, og en køling der er enormt påvirkelig kombineret med et pivringe batteri og en vægt på over 10 kilo med strømforsyninger, så burde man have markedsført dette som en transportabel arbejdsstation.

Fuld profil 1.173 udgivne artikler
Hvorfor stole på Gamereactor
23 Udgaver Hver med sin egen redaktion og sine egne karakterer.
1998 Udgiver siden Uafhængigt ejet hele vejen.
100% Hands-on Skrevet ud fra tid med spillet, aldrig pressemateriale.
1–10 Netværksscore Hver udgaves karakter, sammenlagt og vist.